Opdag Sjælland i en ny Mercedes A-Klasse - Helt gratis - Bilbloggen.dk

Opdag Sjælland i en ny Mercedes A-Klasse – Helt gratis

Skrevet af | Nyheder, Nyttig Viden

I løbet af en almindelig hverdag tikker der et sted mellem 15 og 30 pressemeddelelser ind i mailboksen fra de forskellige bilmærker. Det er et fåtal, der er interessante nok, til at skrive om dem – men i dag, var der en der skilte sig en hel del ud. Afsenderen var Mercedes-Benz Danmark, som kan fortælle, at de den 4. maj lancerer et nyt koncept ved navn City Escapes.

City Escapes giver Københavnere, såvel som turister i København, muligheden for at låne en splinterny Mercedes A-Klasse, så de kan undslippe byens travlhed og i stedet opdage Sjælland. Kvit og frit vel at mærke. Mercedes-Benz foreslår selv sildefrokost på Gilleleje Havn, skulpturer på Rudolph Tegners Museum, den nærmest ærefrygtindgydende natur ved Møns Klint eller en svømmetur i Esrum Sø, som nogle af de mange mulige destinationer i deres A-Klasse.

Et koncept, som dette ser vi ikke mange af i Danmark, og vi er sjældent forsøgskaninerne for sådan et projekt. Men København er faktisk den første by i verden, hvor det bliver muligt at hoppe i en lille Mercedes og ellers bare drøne ud i naturen. Idéen er da også dansk tænkt, men er baseret på Mercedes-Benz’ kulturplatform Prxjects, som er et samarbejde mellem den tyske bilfabrikant, og diverse musikere og kunstnere, for at fremme kulturen rundt omkring i verden – og samtidig sælge nogle biler.

Er du selv københavner har du måske opdaget, at der på hjørnet af Købmagergade og Klareboderne er folieret godt til. Men fra den 4. maj 2018 bliver der åbnet op for City Escapes-showroomet, hvor 20 styks af den nye Mercedes A-Klasse vil stå klar til alle dem, der gerne vil ud og opleve. Åbningstiderne er klokken 10-18 – og er du hooked på idéen skal du nå afsted inden den 31. juli 2018, hvor Mercedes siger tak for i år, og lukker biksen igen.

Det hele foregår på Købermagergade 42, 1150 København K, hvor man udover at kunne få fat i en bil for en dag, kan få sig en City Escapes-guide, der indeholder samarbejder med en række Sjællandkse museer og andre attraktioner.

Det er – så vidt vi ved – det første projekt af sin slags i Danmark, så det bliver spændende at se hvordan det kommer til at udfolde sig. Begiver du dig ud i at prøve konceptet, vil vi meget gerne høre hvad du synes om det i kommentarerne nedenfor.

Senest ændret: 30. april 2018

Skriv et svar