First Drive: 2017 Volvo S90 2,0 D5 Inscription - Bilbloggen.dk

First Drive: 2017 Volvo S90 2,0 D5 Inscription

Skrevet af | Favoritindlæg, Første Indtryk

Jeg står og ser beundrende på bilen, mens den langsomt triller gennem de store glasdøre, fra showroom til solbeskinnet asfalt. Det er forår i Danmark, og søndagstur er blevet til en lørdagstur, da jeg prøver den utroligt flotte Volvo S90 for første gang.

Mens jeg langsomt manøvre bilen ud fra parkeringspladsen indstiller jeg sædet, ved hjælp af de elektroniske knapper på siden af sædepuden. Det går super nemt, og da jeg holder ude på vejen er jeg klar til at køre. Og hvis der er noget Volvo S90 kan, så er det at køre. Om man er til fart eller om man er til komfort, eller lidt af begge dele, så er første indtryk, at alt kan lade sig gøre. Bilen er udstyret med forskellige drive modes, ecocomfort og dynamic. Eftersom jeg blot er på en kort tur, kan jeg ikke dybdegående forklare hvor stor forskellen er, men ligegyldig hvilken drive mode man befinder sig i, så rykker bilen når man beder den om det, og den gør det uden, at man føler, at man sidder i en sport sedan med stiv affjedring. Det betyder altså kort sagt at du kan trække fra den trælse teenager i lyskrydset ved siden af dig, uden at skulle miste din komfort – hvis det er det du lyster.

Som tidligere nævnt er jeg glad for designet af den svenske sedan, der kæmper med Mercedes, BMW og Audi om kunderne med flest penge. Det er dog lige så meget interiøret, som det er eksteriøret, jeg kan lide. Udefra ser man en bil med flotte linjer, og især en front der får damerne til at sukke efter dig. Indenfor, ser man en lys kabine, der er brandhamrende flot, så længe man sørger for at spise sin Snickers inden man sætter sig ind i bilen. Sammen med den delvise træbeklædning i kabinen og panoramavinduet, får man en følelse af ikke blot eksklusivitet, men også rummelighed. Det har selvfølgelig også noget at gøre med at bilen er rummelig, der er rigeligt med plads til en voksen både for og bag i bilen – i hvert fald så længe vedkommende ikke spiller i National Basketball League til hverdag.

Midterkonsollen består primært af en stor skærm, som er flot og tilbyder masser af diverse indstillinger – det er dog ikke noget man skal rode med for meget mens man kører, da den, til en start i hvert fald, er meget uoverskuelig og har et utal af muligheder og knapper, der kan gøre det svært hurtigt at vælge lige præcis hvad man vil, uden at tage blikket fra vejen. Til gengæld havde testbilen også et Head Up Display, hvilket vil sige at nederst på foruden kan du se hvad der står på dit speedometer. Det vil sige, hvor hurtigt din adaptive fartpilot er sat til at køre, og hvor lang sikkerhedsafstand den skal holde, såvel som hvor hurtigt du kører. I sidespejlene er der en blindvinkelsadvarsel, der umiddelbart ser ud til at virke – hvor utroligt det end lyder, i denne verden med et hav af uduelige blindvinkelsadvarselsystemer (hvis det altså er et ord).

Alt i alt er førstehåndsindtrykket af Volvo S90 meget tæt på at være 100% positivt. Jeg gør hvad jeg kan for at få bilen til anmeldelse inden for den nærmeste fremtid, indtil da må du nøjes med et førstehåndsindtryk fra en person, som slet ikke har pengene til at køre i Volvo 90-serie, men blot kan drømme om det. Priserne for Volvo S90 starter ved 809.890 kroner og den testede bil kan købes til 1.132.601 kroner hos Autohuset Vestergaard.

Model S90 2,0
Hestekræfter 235 hestekræfter
Km/l 20,8 km/l ved blandet kørsel
0-100 km/t 7,0 sekunder
Energiklasse A
Standardudstyr Sensus Connect High Performance anlæg m. 9,3” touchskærm

Automatisk nedblændeligt bak- og sidespejle

LED-tågeforlygter m. drejelys

Komfortstole m. moritz læder

Dobbelt udstødningsrør i chrome

Digital instrumentskærm 12,3”

El-førerstol m. hukommelse

 

Ekstraudstyr

Pris

20” 8-eget Silver Diamond Cut fælge

17.490 kroner

230V stik

2.233 kroner

360 Surround View kamera

21.570 kroner

CD-afspiller

2.095 kroner

DAB Radio

7.795 kroner

Elektronisk klimakontrol 4 zoner

13.983 kroner

El-forstol passager

8.708 kroner

Halvautomatisk parkeringspilot

15.526 kroner

Head Up Display

25.640 kroner

IntelliSafe Surround

10.715 kroner

Laminerede sideruder

10.523 kroner

LED med ABL

12.825 kroner

Varme i rattet

4.550 kroner

Premium Sound by Bowers & Wilkins

80.358 kroner

Sensus Navigation

17.770 kroner

Smartphone Link

4.465 kroner

Solgardiner i bagdøre

5.133 kroner

Soltag

22.735 kroner

Varme i bagsæder

4.810 kroner

Volvo On Call pakke

22.000 kroner

Senest ændret: 11. marts 2018

Skriv et svar

%d bloggers like this: