Nyhed: Helt ny Volkswagen Touareg - Se den her! - Bilbloggen.dk

Nyhed: Helt ny Volkswagen Touareg – Se den her!

Skrevet af | Nyheder

Touareg er den helt store SUV fra den tyske bilgigant, Volkswagen. Den var efterhånden sakket lidt bagud i forhold til konkurrenterne, og derfor får den nu den helt store overhaling i form af en tredje generation. Den nye generation skal være Volkswagens high-tech flagskib, der, ifølge tyskerne selv, skal sætte standarden for luksuriøse SUV’er.

Overskrifterne i pressemeddelelsen for den nye Touareg lyder blandt andet; mere dynamik, mere digitalisering, flere intuitive assistentsystemer, lettere og mere rummelig.

Noget af det nye i den nye Touareg er blandt andet Volkswagens nye Innovision Cockpit, som er en kombination af et digitalt instrumentbræt á 12 tommer, samt en 15-tommers touchskærm i midterkonsollen, udstyret med Volkswagens infotainmentsystem “Discover Premium”. Det betyder at klimaanlæg, sædevarme- og køling, samt massage styres via touchskærm og ikke analog knapper. Volumeindstillingen er dog stadig en traditionel drejeknap.

Diverse assistentsystemer er det helt hotte inden for bilbranchen lige nu, og derfor forsøger Volkswagen også at følge med når de lancerer den nye Touareg. Den mulige udstyrsliste omfatter derfor et infrarødt kamera til at opdage personer og dyr i mørke, et semi-autonomt køresystem op til 60 km/t, advarsel ved tværgående trafik, firehjulsstyring, der angiveligt gør det lige så nemt at manøvre Touareg’en, som en lille bil, et elektronisk stabiliseringssystem og et Head-up Display.

Nyheden fortsætter under billederne.

Den nye Touareg er blevet 44 mm bredere og 77 mm længere. Det beyder blandt andet, at bagagerummet er gået fra 697 liter i den gamle variant til 810 liter i den nye Touareg. Derudover kan man også justere både på hældningen af bagsæderyglænet, men også skubbe bagsæderne frem og tilbage. På trods af en forøgelse af bilens dimensioner, er den nye Touaregs karosseri blevet op mod 106 kilo lettere takket være en kombination af aluminium og højstyrke stål (48/52).

Motorprogrammet består, i første omgang, af tre turboladede V6-motorer. På dieselfronten er der to 3,0-liters V6 TDI-dieselmotor med enten 231 hk / 500 Nm eller 286 hk / 600 Nm. Er man mere til benzin må man til en start nøjes med en 340 hk / 450 Nm 3,0-liters V6 TSI-benzinmotor. Kan man vente til 2019 vil man også få muligheden for en 4,0-liters V8 TDI-dieselmotor med 421 hk / 900 Nm. Er man i stedet mere til hybridmotorer, må man tage til Kina, hvor der bliver introduceret en 367 hestekræfters plug-in-hybridmotor.

Den nye Touareg er, som sin forgænger, udstyret med 4MOTION firehjulstræk koblet med en 8-trins automatgearkasse. Ved hjælp af en drejeknap i midterkonsollen kan man vælge diverse køreprofiler; Eco, Comfort, Normal, Sport, Individual, Snow, Off-road Auto, Sand, Gravel og Off-road Expert. Hver af disse profiler justerer på gearkassen, klimaanlægget, styretøjet, affjedringen, fartpilotet og speederresponsen, for at optimere bilens performance på baggrund af den valgte profil. Hvorvidt det rent faktisk er noget værd, eller blot er til skue, må vi vente at se.

Er man villig til at betale for det kan den nye Touareg blandt andet udstyret med firehjulsstyring, som gør at baghjulene drejer i den modsatte retning af forhjulene ved hastigheder op til 37 km/t. Ved hastigheder derover drejer baghjulene i samme retning som forhjulene. Et fint system, som gør bilen mere manøvredygtig og stabil. Vi testede det senest i en Megane GT, hvor det fungerede ganske udmærket.

Alt i alt er der en del opdateringer på vej til Touareg, som gør at den igen er på linje med sine konkurrenter. Hvorvidt den sætter nye standarder for luksus SUV’er, som Volkswagen selv påstår, kan dog diskuteres.

Kilde: Volkswagen

Senest ændret: 24. marts 2018

Skriv et svar

%d bloggers like this: