Nyheder

Nyhed: KIA Niro EV – 100% elektrisk crossover

0

Med 45,7% af det hidtidige salg af plug-in hybridbiler (PHEV) i 2018 er KIA lige nu det bilmærke i Danmark der sælger flest af de opladelige hybrider. En af storsælgerne er blandt andet KIA Niro, som originalt blev introduceret som en almindelig hybrid, senere som en plug-in hybrid og nu er den så på vej som en ren elektrisk variant, under navnet KIA Niro EV, og har en opgivet rækkevidde på 450 kilometer.

Rent udseendemæssigt adskiller Niro EV sig ikke meget fra dens søskende med brændstofmotor. Der er lidt blå “el-detaljer” rundt omkring og så er kølergrillen blevet dækket til og er også der hvor opladerstikket sættes i. Derudover har både for- og baglygterne fået en lille overhaling.

Nyheden fortsætter under billedet.

KIA Niro EV (4)

I kabinen er der sket lidt mere – også her er der kommet de lyseblå farver, der skal symboliserer den elektriske drivlinje. Samtidig er midterkonsollen blevet forenklet, så der bliver plads til bilens såkaldte “shift by wire” gearskift – i Niro EV er gearstangen blot en drejeknap. Ydermere er der ambient belysning, som svagt oplyser kabinen, især omkring midterkonsollen og gearvælgeren. Lyset kan justeres i seks farver. Forenklingen af midterkonsollen har resulteret i mere opbevaringsplads, samt muligheden for en trådløs oplader til smartphones.

Infotainmentsystemet bliver stadig kørt gennem en 7-tommers touchskærm. Der er dog kommet en række nye funktioner, som er relevante for en elbil. Det gælder blandt andet muligheden for at finde ladestationer i nærheden, muligheden for at se batteripakkens ladetilstand og resterende rækkevidde. Det samme gælder for den 7-tommers LCD-skærm der er i instrumentbrættet.

Nyheden fortsætter under billedet.

KIA Niro EV (1)

Når KIA Niro EV kommer til Europa vil den kunne fås med enten en 39,2 kWh-litium-polymer-batteripakke eller en 64 kWh litium-polymer-batteripakke, der, angiveligt, skulle have en rækkevidde på henholdsvis 300 kilometer og 450 kilometer på en enkelt opladning. Hvis man har adgang til en 100 kW-lynoplader tager det, ifølge KIA, blot 54 minutter at lade bilens batteri til 80%.

Motoren har 204 hestekræfter og et drejningsmoment på 395 Nm, der, fordi det er en elektrisk dreven bil, er tilgængelig lige fra man trykker på speederen. Dermed kan KIA Niro EV accelerere fra 0-100 km/t på 7,8 sekunder. Batteripakken er placeret under bagagerumsgulvet, hvilket hjælper til at sænke bilens tyngdepunkt til et niveau hvor det minder mere om det i en hatchback end det i en crossover. Ifølge KIA er man altså sikres maksimal stabilitet og køreglæde på snoede veje – om det er sandt, må vi vente at se. Niro EV kommer nemlig først til Danmark i december 2018.

Som de fleste andre nyere KIA’er er Niro EV også udstyret med en række diverse sikkerheds- og førerassistentsystemer. Det tæller blandt andet intelligent fartpilot med start-stop-system, Lane Following Assist (niveau 2 indenfor selvkørende teknologi) og Forward Collision Warning.

Joachim Skovgaard

Nyhed: Ny Peugeot 508 SW – Se den her!

Previous article

Undersøgelse: Det koster 270.000 kr. at købe bil 2018

Next article

Comments

Skriv et svar

Popular Posts

Login/Sign up