Test: Dacia Duster Prestige 2018 - Bilbloggen.dk

Test: Dacia Duster Prestige 2018

Skrevet af | Biltest

Vores anmeldelse af Dacia Duster Black Shadow, som blev skrevet sidste år, er Bilbloggens absolut mest læste anmeldelse til dato. Nu er der kommet en ny generation af den billige SUV fra Rumænien og vi tester den, som de første i Danmark.

Den nye Dacia Duster starter ved 139.990 kroner for en 1,5-liters dieselmotor med 90 hestekræfter i udstyrsvarianten Acces. Overraskende nok, er denne variant ikke helt skrabet – man får blandt andet automatisk kørelys, dæktryksmåler, el-ruder for, hastighedsbegrænser, hill start assist, og ventilationsanlæg. Der er ingen tvivl om, at det ikke er luksus på højt plan, men hvis blot man skal bruge en stor bil til små penge, så er det ikke helt forfærdeligt.

Bilen, der er tale om her, er en Dacia Duster 1.2 TCe 125 hk Prestige 4×2. Den er altså udstyret med en 1,2-liters benzinmotor, der yder op til 125 hestekræfter, og så er det i udstyrsvarianten Prestige. Det betyder blandt andet, at den, udover førnævnte, også er udstyret med et midterarmlæn, parkeringssensorer, aircondition, el-ruder bag, varme i sidespejle og forsæder, 17-tommers alufælge, et infotainmentsystem med navigation, DAB+, Bluetooth, USB, MP3 og AUX, rat med kunstlæder og fartpilot. Prisen på denne variant er 218.490 kroner.

Dacia_Duster_2018 (16)

Hvordan kører Dacia Duster 2018?

Ydeevne
Som nævnt tidligere, er bilen på billederne udstyret med en 1,2-liters benzinmotor med en ydelse på 125 hestekræfter. Det er ikke den arbejdshest, som man måske kunne tænke sig i en SUV, men til almindelig daglig kørsel, fungerer den ganske fint. Der er hverken problemer med at komme op i fart, eller med at overhale på motorvejen.

Kørsel og komfort
Dacia Duster er overraskende letkørt, taget dens størrelse i betragtning. Selv i indre Odense, som med alt sit vejarbejde og sine mange smalle gader, kan være et sandt trafikmareridt. Den manuelle gearkasse er ganske blød og behagelig – og for de uvante bilister: koblingspunktet er dejligt nemt at finde.

Ubehagelige brostensbump klarer den nye Dacia Duster nogenlunde. Man er ikke tvivl om, at man kører over et bump – det mærkes tydeligt. Men omvendt, så føler man ikke, at bilen, og ens skelet, er ved at falde fra hinanden. Der er relativt stille i kabinen, også ved motorvejshastigheder, hvis man tager det faktum, at det er en billig Dacia, i betragtning. Der er ingen tvivl om, at du kan finde en mere støjsvag bil, men den her Dacia Duster gør det faktisk ganske pænt – og har man alligevel radioen tændt, tænker man ganske enkelt ikke over støj.

Brændstofforbrug
Har man planer om primært at benytte sin nye Duster i indre by, så må man forberede sig på et brændstofforbrug, der er ubehageligt tæt på 10 km/l. Kører man i stedet mest på motorvej eller landevej, ligger forbruget tættere på 18 km/l. Med en nogenlunde ens fordeling mellem de tre, endte vi, i testugen, med at køre 13,15 km/l. Officielt er bilen opgivet til at kunne køre 16,1 km/l. En forskel på 3 km/l i en af årets koldeste måneder, hvor klimaanlægget kører for fulde drøn, er ganske respektabel.

Om de 13,1 km/l, så er langt nok, er en helt anden diskussion. Personligt, ville jeg i stedet overveje en af de tilgængelige dieselmotorer. Den grønne ejerafgift er ikke meget højere end hos benzinudgaven, samtidig med, at den billigste diesel er opgivet til at kører 6,6 kilometer længere pr. liter, end den testede benzinudgave.

Dacia_Duster_2018 (19)

Kabinen i Dacia Duster

Kabinen
Har man kørt den gamle Dacia Duster, vil man vide, at den ikke osede af luksus. Det gør den stadig ikke, men der er sket markante forbedringer med den nye model. Blandt andet er der kommet aluminiumsdetaljer på gearstangen, i instrumentbrættet på rattet og klimaanlægget – som i øvrigt ligner noget, der kunne være taget fra en væsentligt dyrere bil.

Pladsmæssigt klarer den nye Dacia Duster sig egentligt ganske pænt, så længe man ikke er for høj. Er man omkring 1,80 meter høj, vil man kunne sidde behageligt både for- og bagved. Nærmer man sig i stedet 1,90 meter, må man forvente at håret strejfer bilens loft. Der hvor Duster lakker lidt bagud, er når det kommer til opbevaringsplads. Her virker det til, at der blot er blevet lavet lidt huller hvor der lige var plads, uden større tanke på hvad de skulle bruges til. På trods af handskerummets usædvanlige dybde, er det i virkeligheden ikke særlig rummeligt. Også lommerne i dørene er plaget af et upraktisk design. Her kan man hurtigt få problemer med at få plads til selv en halvliters flaske.

Det er dog især kvalitetsmæssigt, at man kan mærke, at det er en billig bil man sidder i. Plastikken er hård og der er ikke mange bløde steder rundt omkring i bilen.

Bagagerum
Bagagerummet i Dacia Duster er egentligt pænt stort. Det rummer 445 liter, hvilket kan udnyttes til fulde, hvis man tager dækkenet af. Med dækkenet påsat, kan det nemlig være besværligt, at både nå at se helt ind bagerst i bagagerummet. Tager man det af, kan man til gengæld nyde godt af et ganske rummeligt bagagerum, hvor der sagtens kan blive plads til kufferter og tasker til en bilferie for hele familien.

Infotainmentsystem
Testbilen er udstyret med en 7-tommers touchskærm, udstyret med et LG-infotainmentsystem, der design-mæssigt ligner noget fra slut 90’erne. Det er dog udstyret med et nogenlunde velfungerende navigationssystem og relativ hurtig opkobling af telefon via Bluetooth.

Man skal dog helt op i øverste udstyrsvariant for at få infotainmentsystem i Duster, og selv der, mærker man, at det er et af de steder, der er blevet sparet. Når det så er sagt, så fungerer det som det skal, men så heller ikke mere end det.

IMG_8816

En fed feature: Multi-view kamera

Køber man alligevel Dacia Duster Prestige, kan det anbefales at tilkøbe Multi-view kamera-systemet, som er en 4 individuelle kameraer, til 3.990 kroner. Her får man nemlig kameraer bag, for, til højre og til venstre. Når man bakker, tændes bakkameraet, og sætter man efterfølgende bilen i første gear, når der skal rettes op, tænder det forreste kamera, så man kan se, hvor tæt man er på den foranholdende bil. Samtidig, kan der skiftes til kameraerne i siden. Et lidt primitivt 360 graders kamera, der fungerer rigtig fint og ikke koster det hvide ud af øjnene.

Sikkerhed

Den nye Dacia Duster blev testet i december 2017, hvor den scorede tre stjerner i EuroNCAPs sikkerhedstest. Her klarede den sig bedst i beskyttelse af voksne passagerer, hvor den scorede 71%, næstbedst var beskyttelse af børn med 66%, efterfulgt af beskyttelse af bløde traffikanter og sikkerhedsassistenter, hvor den scorede henholdvis 56% og 37%.

Det betyder, at den ikke nyder godt af sikkerhedsfradrag, da det kræver en sikkerhedsrating på 5 stjerner. Den kommer da også med et begrænset udvalg af sikkerhedsudstyr som standard. Man får dog ISOFIX, ABS, nødbremseassistent, hill start assistent, ESC, ASR, dæktryksmåler, dæreparationssæt og selealarmer.

Konklusion

Den nye Dacia Duster er blevet forbedret på flere punkter i forhold til sin forgænger – især på designfronten. Bedre biler kan nævnes i flæng, men få kan følge med på prisen. Har man en drøm om en stor bil, der ligner en rigtig SUV, men mangler pengene til for alvor at få opfyldt drømmen – så er Dacia Duster et rigtig godt bud.

Den har udseendet og pladsen fra en SUV og priserne fra en minibil. Man kan ikke undgå at mærke, at der er sparet på nogle centrale punkter, hvor Duster’en ikke kan følge med sine konkurrenter. Det gælder især sikkerheden. Dacia er efterhånden en af de eneste bilfabrikanter, der ikke scorer fem stjerner i EuroNCAPs sikkerhedstest. Det betyder dog ikke, at den er decideret usikker at køre i, men man får ikke alle de sikkerhedsassistenter, som man har mulighed for i andre biler.

Men til pengene, er det svært at forestille sig, at man kan få en bedre bil.

Senest ændret: 11. februar 2018

2 Responses to :
Test: Dacia Duster Prestige 2018

Skriv et svar

%d bloggers like this: