Test: Porsche 718 Boxster GTS 2019 - Bilbloggen.dk

Test: Porsche 718 Boxster GTS 2019

Skrevet af | Biltest

Porsche Boxster blev originalt introduceret for at redde Porsches salgstal tilbage i 90’erne. Ingen havde dog forventet, at den ville gøre Porsche til en af verdens mest profitable bilfabrikanter. Kombinationen af et velbalanceret chassis, en karismatisk seks-cylindret motor placeret i midten af bilen, og en overkommelig pris gjorde den utrolig populær blandt mange.

Nu er vi nået til tredje generation, og Porsche har gjort, hvad de kunne for at effektivisere den lille bil. Derfor, har de også ofret to cylindre, så det nu er en fire-cylindret motor med en turbo, i stedet for den klassiske seks-cylindrede. Spørgsmålet er, om jagten på en mere effektiv og teknisk god bil, har gjort Porsche 718 Boxster mindre attraktiv for dem, der forelskede sig i de tidligere Boxster-modeller. Det, og meget mere, vil vi se nærmere på i løbet af anmeldelsen her. Men først skal vi lige gennemgå nogle priser – de kommer her.

Porsche 718 Boxster kommer i tre varianter; 718 Boxster, 718 Boxster S og 718 Boxster GTS. Derudover, kan bilen også fås som almindelig sportsvogn som 718 Cayman, i stedet for den mere sommerlige cabriolet-udgave. Priserne for 718 Boxster starter ved 980.287 kroner med manuelt gear. Ønsker man i stedet den famøse PDK-automatgearkasse koster bilen fra 1.030.010 kroner. Bevæger man sig en tand op til den mere sportslige 718 Boxster S, så koster den fra 1.231.685 kroner med manuelt gear og fra 1.279.602 kroner med automatgear. Skal man køre en bil, som den vi tester, hvilket er en 718 Boxster GTS, koster den, uden ekstraudstyr, 1.453.370 kroner med manuelt gear og 1.511.540 kroner med automatgear.

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

Porsche_718_Boxster_GTS (26)

Idéen med Porsche 718 Boxster GTS er, at den skal give dig den fulde pakke, mest motorkraft, mest udstyr og generelt den bedste oplevelse. Med sine 365 hestekræfter har den 15 flere hestekræfter end S-udgaven og 65 flere end indgangsvarianten. Med standardudstyr i GTS’eren som Sport Chrono Pakke, der giver 4 forskellige køremodes, som kan indstilles på rattet, 20-tommers alufælge, røde bremsekalibre, 10 mm sænket undervogn, diverse sportslige GTS-designdetaljer, LED lygter for og bag, aircondition, 12V-stik, Alcantara og lædereprægede sportssæder, låsbart handskerum, og meget mere, behøver man i virkeligheden ikke at tilkøbe ekstraudstyr til GTS-varianten. Men det har Porsche Danmark selvfølgelig valgt at gøre alligevel i testbilen her. Ekstraudstyr som sportsundervogn, der er sænket yderligere 10 mm, fartpilot, sædevarme, Bose-lydsystem, adaptive sportssæder, genkendelse af vejskilte, parkeringsassistent, LED-forlygter, isofixbeslag til passagersædet, 2-zonet klimaanlæg, bilnøgle lakeret i samme farve som bilen, og en hel del mere, får den samlede pris for bilen på billederne til at løbe op i 1.980.087 kroner. Det er 468.547 kroner i ekstraudstyr, hvoraf de 82.427 kroner er gået til at lakere bilen i Viper Green.

Hvis du vil nørde lidt mere med tekniske specifikationer, udstyrspriser, muligheder for ekstraudstyr, og så videre, så kig her for GTS og her for de to andre modeller. Og er du interesseret i at læse mere om testbilens specifikationer, så kan du finde dem her.

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

Porsche_718_Boxster_GTS (23)

Tak til Nyborg Destilleri for lån af flot facade

Hvordan kører Porsche 718 Boxster GTS?

Ydeevne
Der er ingen tvivl om, at Porsche 718 Boxster GTS er en bil, der er lavet med køreoplevelse i mente. Med sportsundervogn, sportsudstødning, sportssæder, ja egentligt sports-alt, så er det klart hvad Porsche har haft som mål, da de udviklede bilen her. Den skulle være sportslig.

Og det er den også. Med 365 hestekræfter i en bil med en køreklar vægt på 1.480 kilo, så er man hurtigt ude af starthullerne. Den officielle tid fra 0-100 km/t er 4,3 sekunder, og under de rigtige forhold, kan man nok godt gøre det lidt hurtigere. Skal du fra 80-120 km/t kan du gøre det på 2,7 sekunder, du når 160 km/t 3 sekunder hurtigere end en KIA Picanto når 100 km/t. Hvorvidt, alle tallene holder, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men hvad jeg kan sige er, at efter en weekend i testbilen, havde min krop brug for at slappe af. Utallige hurtige accelerationer, høj, brummende lyd fra udstødningen, og vind i håret kan gøre en helt ør i hovedet.

Den bedste måde at forklare det at presse Boxsteren her gang på gang er, at det er ligesom at tage Dæmonen i Tivoli 10 gange i træk. Man bliver lidt ør i hovedet og får en mærkelig fornemmelse i kroppen. Og hvis det ikke er et bevis på, at 718 Boxster GTS har den ydeevne, som du har behov for, og lidt til, ja, så ved jeg ikke hvad er.

Kort sagt, ligegyldig hvor du er, så vil du aldrig mangle noget, når det kommer til motorkraft. Den bliver leveret konsekvent gennem et sæt Pirelli P Zero dæk, som også er den model, der bliver brugt på biler som McLaren 570 GT, Audi R8 Spyder og Ferrari GTC4 Lusso.

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

Porsche_718_Boxster_GTS (30)

Kørsel og komfort
Med en så kraftfuld motor, der leverer dens kraft gennem baghjulene på en relativ let bil, så er det vigtigt, at man kan kontrollere den. Og det kan man. Rattet er rigtig responsivt, og man ved hele tiden, hvor man har bilen. Når jeg trykker på både speeder og bremser er der også her øjeblikkelig respons. Det er et kæmpe plus.

Men du begynder måske at fornemme, at, på trods af, at det her er Porsches billigste sportsvogn, så er GTS-varianten meget kraftig og sportslig. Og det jeg ærgrer mig lidt over er, at for, at man for alvor kan have sjov i bilen, så skal man op og køre stærkt, tage nogle hurtige sving, presse den til det yderste på de lange lige strækninger, for det er der, hvor den for alvor brillerer. Porsche har gjort den så velbalanceret, så, ja, perfekt, at det nærmest er for meget af det gode. For den kørsel, som bilen for alvor lægger op til foregår ikke på offentlig vej. Nej, du skal på bane for at få mest ud af den fantastiske køredynamik, som bilen tilbyder. Desværre, er det bare ikke sådan lige til i Danmark. Hvis du er ligesom mig, så er det de færreste du kender, der har tid og overskud til at tage til trackday mere end et par gange om året.

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

Porsche_718_Boxster_GTS (4)

Tak til Nyborg Destilleri for lån af flot facade

Men, måske man ikke kan nyde de køredynamiske egenskaber så meget som man måske ville. Så kan man nyde at køre med taget nede, lytte til bilens brummen, og se folk vende sig efter dig, børn stoppe på cyklen for at vinke på vej hjem fra skole, teenagedrenge, der filmer dig, når du kører forbi, og McDonald’s ekspedienter, der er helt glemmer at spørge hvad man kunne tænke sig, fordi de stirrer på bilen. Og i min verden, er det også en del af køreoplevelsen. At se, at andre kan få en bedre dag, bare fordi du kører forbi. Man skal så også lige huske at afsætte 10 minutter ekstra til alt hvad man laver, for folk kommer og spørger ind til dig og til din bil – især når den er skriggrøn, som testbilen her.

Der er få ting bedre end en lun sommeraften, hvor man kører en stille tur til Kerteminde, med taget nede, vind i håret og sol i ansigtet, for at få italiensk is i en nybagt vaffel, som man spiser, mens man går en tur til stranden. Og selvom bilen kan køre 290 km/t, så gør det, at det er en cabriolet, at man godt kan nyde sådan en bil ved lavere hastigheder også.

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

Porsche_718_Boxster_GTS (22)

Komfortmæssigt, der mærker man dog, at det er sportsudgaven man sidder i. Undervognen er så lav, at man ikke skal tage et bump med meget mere end et par kilometer i timen og man skal ikke engang overveje at bevæge sig uden for etablerede veje. Til gengæld, er sæderne meget støttende hele vejen op, der er sædevarme, hvis man altså betaler 8.227 kroner for det, og fartpilot er også muligt, så man kan slappe lidt af på længere ture. Klimaanlægget gør det muligt, at køre med taget nede, når det bliver koldere, hvis man er en af dem, der virkelig ikke kan slippe sommeren og taget er isoleret godt nok til, at man ikke mærker, at man sidder i en bil med en “soft top”, når man kører i koldere temperaturer.

Så mens affjedringen kan være lidt hård, så er den generelle komfort udmærket, når man tænker over, at det er en sportsvogn man sidder i. Den kunne absolut være bedre, men det kunne også være meget værre.

Brændstofforbrug
Forbruget i Porsche 718 Boxster GTS er opgivet til at køre 12,2 km/l ved blandet kørsel. Det er baseret på 9,2 km/l i byen og 15,2 km/l på landevej, og det passer egentligt meget godt. Vi kørte cirka 10 km/l, med en del motorvejskørsel, men på landevej nåede vi op omkring de 16 km/l. På trods af utallige hurtige accelerationer og generel små-uøkonomisk kørsel, holdt vi os ret tæt til det opgivne, hvilket Porsche absolut skal have ros for.

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

Porsche_718_Boxster_GTS (5)

Kabinen i Porsche 718 Boxster GTS

Kabinen
Testmodellen her er udstyret med noget nær den lækreste kabine jeg har befundet mig i. Gennemført med lækkert læder og Alcantara hele vejen igennem, er den både blød og behagelige at befinde sig i. Sjældent, har jeg oplevet noget med så lidt plastik og andre hårde materialer. Det var kun lige der, hvor det var absolut nødvendigt, hvilket virkelig hjælper på det samlede indtryk af bilen. Kvaliteten virker til at være i orden hele vejen rundt, og der var ikke noget, der ikke virkede som det skulle.

Den eneste knap i kabinen, som jeg fandt en smule uintuitiv var knappen, der hævede og sænkede spoileren. Den var nem at hæve, men at sænke den igen krævede, at man havde en nogenlunde idé om hvor længe det ville tage, for det var ikke altid, at man fik en indikation på hvornår den var nede. Det varierede fra gang til gang. En meget lille detalje, som man hurtigt vænner sig til, men de første par gange var det en smule irriterende.

Anmeldelsen fortsætter under billederne.

Kabinen har selvfølgelig klassiske Porsche-kendetegn som startvrideren i venstre side, en tradition der stammer fra Le Mans og uret i midterkonsollen, som gør det muligt at tage tid på, hvor hurtigt man kommer rundt om banen. For mere præcis tidstagning, er der også et digitalt system i instrumentbrættet, som er udstyret med en lille digital skærm, der blandt andet viser alt fra G-kraftpåvirkning til tidstagning til kort og telefon.

Grundet bilens meget lave placering, åbner dørhåndtagene opad i stedet for udad – en sjov lille detalje, der viser, at der bliver kælet for detaljerne.

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

Porsche_718_Boxster_GTS (32)

Sæder
Som nævnt tidligere, var sæderne meget støttende. Det er blandt andet fordi det er sportssæder. Det betyder nemlig, at de har ekstra støtte ved lårene og i siderne, så man ikke bliver slynget rundt i et hurtigt sving, men sidder fast placeret, så man bedre kan koncentrere sig om at få den hurtigste tid.

Derudover, er bilen udstyret med adaptive sportssæder, som kan indstilles 18-vejs. Dermed, er man sikret en behagelig siddeposition. Der er også hukommelse, så man kan have flere forskellige sædepositioner gemt, i tilfælde af, at man er flere, der kører bilen. Desværre, er det ekstraudstyr til 55.677 kroner, men hvis du alligevel er ude og købe en bil til halvanden million kroner, så er de ekstra 3,5% på at sikre en god siddeposition uden tvivl pengene værd.

Rattet kan også justeres elektronisk, men på en måde, som jeg endnu ikke har oplevet i andre biler. Derfor, skulle jeg da også lige vænne mig til det, men det er relativt intuitivt. Man indstiller det via en knap på undersiden af ratstammen, som kan skubbes frem og tilbage og op og ned.

Anmeldelsen fortsætter under billederne.

Opbevaringsplads & bagagerum
Mens køreoplevelse, kabine og de køredynamiske egenskaber er gode i Porsche 718 Boxster GTS, så kniber det lidt med opbevaringspladsen. I selve kabinen er der handskerummet, og to udfoldelige kopholdere. Derudover, kan man lægge sin telefon under armlænet i midten hvor, der er mulighed for trådløs opladning. Dørlommer i siden af bilen, er så godt som ubrugelige til andet end et par kuglepenne, bilnøglen eller en pung.

Der er dog lavet nogle smarte løsninger. For eksempel, er sæderyggene udstyret med en lille knage, hvilket gør det muligt at hænge sin jakke bagpå sæderne. Og har man korte ben, er der da også mulighed for at have en lille taske eller lignende stående bag sæderne. Men man skal altså ikke have for meget pikpak med på tur inde i kabinen.

Til gengæld er de to bagagerum overraskende rummelige. Foran har man et dybt bagagerum på 125 liter og bagved har man et mere fladt, med bredere bagagerum på 150 liter. For to personer er det sådan set rigtig udmærket. Man skal bare lige huske på, at det man har i det bagerste bagagerum godt kan gå hen og blive lidt lunt, grundet motorens placering lige omkring bagagerummet.

Anmeldelsen fortsætter under billederne.

Connectivity & infotainmentsystem
Testvarianten her er udstyret med infotainmentsystemet PCM, som styres gennem en touchskærm i midterkonsollen. Det fungerer rigtig fint, er relativt hurtigt og er intuitivt designet. Derudover, er der tilkøbt et navigationssystem til 31.331 kroner, som kører over Google Maps. Det er noget jeg længe har efterspurgt i biler, og nu prøvede jeg det så endelig – og det fungerede ikke særlig godt. Til min store skuffelse stod det tit og loadede i evigheder, uden, at der skete noget videre. Jeg endte ofte med at finde mig egen telefon frem og benytte den som GPS i stedet. Men når det virkede, så virkede det så også godt, men man kan ikke have et navigationssystem, der pludselig går blankt, når man skal til at dreje, køre af motorvejen, eller noget tredje. Det duer simpelthen ikke.

Men udover det, så er det et fint system, som egentligt ikke har givet anledning til andet at klage over. Bluetooth-opkoblingen virkede også uden problemer, og selvom man kørte med taget nede, havde personen i den anden ende af røret ingen udfordringer med at høre mig. Så alt i alt rigtig fint, men at bruge 30.000 kroner på det navigationssystem er, i min optik, desværre ikke pengene værd.

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

Sikkerheden i Porsche 718 Boxster GTS

Porsche 718 Boxster GTS er som standard udstyret med LED-kørelys, -blinklys og -baglygter, den har full-size airbags til både chauffør og passager med airbags i sæderne og i dørpanelerne, som skal hjælpe i tilfælde af en sidekollision. Derudover, er der også rollbars bag sæderne, for at fortsærke karosseriet i tilfælde af, at bilen skulle rulle rundt. Der er mulighed for tilkøb af adaptiv fartpilot, vejskiltegenkendelse, isofixbeslag til passagersædet, parkeringsassistent, LED forlygter, med mere.

Det er ikke en bil, der svømmer i assistentsystemer og diverse sikkerhedsudstyr, men det er sandsynligvis et bevidst valg fra Porsches side, da mange er af den opfattelse, at jo flere computersystemer man propper i en bil, jo værre bliver køreoplevelsen.

Bilen er ikke blevet testet af EuroNCAP, hvorfor jeg desværre ikke kan fortælle, hvordan den scorer på sikkerhed der.

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

Porsche_718_Boxster_GTS (34)

Konklusion

Kan en bil være for perfekt, når det kommer til køredynamik? Ja åbenbart – i hvert fald til en hvis grad. Porsche 718 Boxster GTS giver dig urimeligt gode køreegenskaber til “fornuftige” penge (alt er relativt jo..). Desværre, er det de færreste, der kan nyde den køredynamik, for den kræver en bane at køre på og tiden til at køre på den. Heldigvis, kan man godt blive glad af at køre i en bil som denne, med taget nede på varme sommeraftener, ja, der bliver det ikke meget bedre.

Generelt er Porsche 718 Boxster GTS en rigtig fin bil, i god kvalitet, med lækre materialer, en god køreoplevelse, okay med plads til to personer, et lækkert design og fint med udstyr. Der er ikke mange irritationspunkter, og dem der er, ja de er små.

Det er ikke en familiebil, men er man blot en eller to, der har behov for at køre i noget sjovt og lækkert i sommermånederne, så er 718 Boxster et godt bud.

Senest ændret: 8. oktober 2018

One Response to :
Test: Porsche 718 Boxster GTS 2019

Skriv et svar