Test: Skoda Octavia Combi Style 2.0 TDI 2018 - Bilbloggen.dk

Test: Skoda Octavia Combi Style 2.0 TDI 2018

Skrevet af | Biltest

Det er ikke mere end et par uger siden, at vi testede Skoda Octavia Hatchback, en noget konservativ og uinspirerende bil med et usandsynligt stort bagagerum, i forhold til sine konkurrenter i klassen. Den var udstyret med en 1,0-liters benzinmotor, med et middelmådigt brændstofforbrug og fint med kraft, så længe bagagerummet ikke var fyldt med tunge ting. Nu er det blevet tid til at teste Skoda Octavia Combi med en større motor.

Ovenpå den test, er det derfor oplagt at spørge hvorvidt stationcar-udgaven, Skoda Octavia Combi er bedre end hatchback-varianten, og hvorvidt diesel eller benzin bliver sejrherren.

(SKODA Danmark har lånt os en Skoda Octavia Combi Style i en uge med henblik på test og anmeldelse.)

Prisen på Octavia Combi starter ved 209.000 kroner for en 1,2-liters TSI-benzinmotor med en ydelse på 86 hestekræfter. En motor, der er lige i underkanten, hvis den skal kunne trække en bare halvfyldt bil. Kæmper man sig hele vejen gennem prislisten for “normale” varianter, finder man en Octavia Combi L&K med en 1,8-liters TSI-benzinmotor til 350.000 kroner. Skal man op og have RS-modellerne, kan man få den billigste til 382.650 kroner og, den dyreste skal man betale 457.660 kroner for.

Et sted mellem den helt lille 1,2-liters motor, og den noget større og markant mere kraftfulde motor i Octavia Combi RS245, finder man testbilen her. Det er en Octavia Combi i udstyrsvarianten Style, med en 2,0-liters turboladet dieselmotor, der yder 150 hestekræfter. Hvis det skal være med en DSG-gearkasse, som testmodellen her, starter prisen ved 309.000 kroner.

Motor- og udstyrsvarianterne for Octavia Combi er de samme som dem man kan vælge imellem ved Octavia Hatchback. Prisen for den billigste hatchback er 192.930 kroner, hvilket er cirka 16.000 kroner billigere end den lange udgave her i artiklen. Når man kommer op i den dyrest L&K-variant, er differencen 12.000 kroner, til hatchbackens fordel. Skal det være samme variant, som den vi tester i dag, må man også her betale 12.000 kroner mere for Combi-udgaven.

Den fulde prisliste kan findes her.

Octavia_Combi_ - 2

Hvordan kører Skoda Octavia Combi?

Ydeevne
Som nævnt er testmodellen, der kan ses på billederne, en Skoda Octavia Combi Style med en 2,0-liters turboladet dieselmotor. Den yder op til 150 hestekræfter / 110 kW. Det er i stort set alle tænkelige scenarier, mere end rigeligt til at generere den motorydelse, som du måtte finde nødvendig. Nærmest ligegyldig hvilken hastighed du kører, vil der altid være lidt mere skub i. Om det er på motorvejsrampen, eller ved en overhaling, er du godt dækket ind. Det positive ved en dieselmotor, som denne, er at omdrejningerne behøver ikke at nå astronomiske højder, før at du mærker, at der sker noget. Heller ikke ved fuldt læs.

Octavia_Combi_ - 8

Kørsel og komfort
På trods af en sportsmode og et halvhjertet forsøg på at lave shift paddles bag rattet, så skal man op i RS-modellerne før Octavia bliver en sportslig bil. Især, når den er udstyret med en dieselmotor. Octavia giver altså ikke køreglæde i den klassiske, motorentusiastiske form. Til gengæld er det en sikker bil, der kører behageligt, klarer bump på acceptabel vis, og man har som fører af bilen, en vished om, at man har kontrol over bilen. Så Octavia Combi er en bil, der er behagelig at være både fører og pasager i, styringen er præcis, køreoplevelsen er stabil og så er den nem at køre – på motorvej såvel som i byen. Det er bare ærgerligt, at efterhånden alle bilmærker tilføjer de her sportslige egenskaber i alle deres biler, små som store, minibiler og familiebiler. De ressourcer kunne være brugt bedre andetsteds.

Brændstofforbrug
Testmodellen her er opgivet til at kunne køre 21,7 km/l. I løbet af ugen hvor vi sad bag rattet, kom vi op på 18,2 km/l. Det er ganske udmærket, især taget sæsonen i betragtning. Varme i sæder og rat kørte lige lidt ekstra, end de ellers ville have gjort.

Octavia_Combi_ - 1

Kabinen i Skoda Octavia Combi

Kabinen
Sætter man sig ind i Skoda Octavia Combi, vil man opleve en nærmest identisk kopi af så mange andre nyere Skoda’er. Et noget konservativt udseende, men til gengæld masser af praktiske funktioner i form af diverse opbevaringsrum, knapper og funktioner, der er nemme at benytte, også når man kører, et overskueligt infotainmentsystem, og en overvejende god materialekvalitet, med undtagelse af enkete steder, hvor man kan finde en del hård plastik.

Passagerer på forsæde, såvel som bagsæde, har uendelig meget plads til ben og hoved, lommer i sæderyggene foran sig, og nem adgang til lommerne i døren. Derudover har de i testbilen mulighed for en tre-trins sædevarme, blæsere og to USB-indgange.

Har man bør, der kan lide at kigge rundt under kørslen, kan man overveje, at udstyre sin bil med et soltag, som testmodellen har. Udover, at det giver markant mere lys i kabinen, er det utroligt flot at kigge op på stjernerne på en klar nat. Det kan også åbnes, så man kan få frisk luft ind i kabinen, og føle sig som en næsten-cabriolet-ejer på en varm sommerdag. Ja, man kan nå at drømme sig til mange fine situationer inden man ser prisskiltet, på et sådant soltag. Det koster nemlig 13.545 kroner ekstra – så må man jo vurdere om, det er det værd.

Bagagerum
Skoda er kendt for at lave praktiske biler, især deres Octavia. Hatchback’en konkurrer med bilerne i klassen over med sine 590 liter bagagerumsplads, og Combi-varianten er da også godt med med sine 610 liter. Det er nemlig 85 liter mere end det man får i en Ford Mondeo og 58 liter mere end pladsen i en Kia Optima SW.

Ser man bort fra den desværre lidt høje bagagerumskant, der kan besværliggøre læsning af tunge ting, samt at gulvet ikke bliver helt fladt, når bagsæderne lægges ned, så er bagagerummet i Skoda Octavia Combi mere end tilfredsstillende.

Infotainmentsystem
I midterkonsollen finder man en 8-tommers touchskærm af ganske fin kvalitet, med funktioner som Apple CarPlay, MirrorLink, Bluetooth, navigation med mere. Her får man rigtig megen funktionalitet og nem håndtering, uden at skulle finde de helt store sedler frem. Der er hurtig og nøjagtig respons, når man trykker på skærmen, og det eneste minus er at navigationssystemet til tider vælger nogle mere besværlige og mere tidskrævende ruter, end Google Maps gør.

Octavia_Combi - 1

Udsyn
Der er ganske pænt med udsyn fra førersædet. Stolperne i hver side af forruden sidder sjældent i vejen, når man holder ved kryds eller lignende. Vender man hovedet og kigger sig over skulderen, vil man opdage, at også her er udsynet udemærket, hvilket man blandt andet kan takke den relativ store bagrude og sideruderne i bagagerummet for.

Sikkerhed

EuroNCAP
Skoda slår på sikkerhed i deres markedsføringsmateriale, og derfor må man forvente, at de klare sig godt når de bliver testet på sikkerhed. Octavia blev sidst testet af EuroNCAP i 2013, hvor den scorede fem stjerner. Højdespringerne var 93% i beskyttelse af voksne passagerer og 86% i beskyttelse af børn. Til gengæld måtte den nøjes med en score á 66% i beskyttelse af bløde trafikanter, og igen i elektroniske assistentsystemer.

2013 er lang tid siden, når vi taler sikkerhedsudstyr. Octavia har fået mere sikkerhedsudstyr siden da, men omvendt er kravene fra EuroNCAP også steget i samme periode. Vores bud er dog, at bilen godt vil kunne score 5 stjerner igen, næste gang den bliver testet.

Sikkerhedsudstyr
Octavia er pænt udstyret med sikkerhedsudstyr som standard. Man får blandt andet træthedsovervågning, advarselsblink ved katastrofeopbremsning, dæktrykskontrolsystem, ISOFIX, en række airbags både i siden og foran, samt ved knæene for føren. Testmodellen her er derudover udstyret med blandt andet blindvinkelsassistent, parkeringssensorer, parkeringsassistent, parkeringskameraer, nødopkald, automatisk nedblænding af fjernlys, adaptiv fartpilot, m.m.

Octavia_Combi_ - 6

Konklusion

Skoda Octavia Combi er uden tvivl hverken den hurtigste eller mest sexede stationcar i sin klasse. Til gengæld er den enkel, nem at køre, sikker, meget praktisk, og har oceaner af plads, til bagage, såvel som passagerer. Prisen er fornuftig, og ligger cirka på samme niveau som hos KIA og Opel Astra, og markant under prisen på for eksempel en Volkswagen Golf Variant.

Når det gælder Hatchback versus Combi, er vi helt klart størst fan af Combi. Den tilbyder mere plads, ser lidt mere skarp ud – og så virker det til, at den står mere stabilt på vejen, og er lidt mere behagelig at køre.

Motormæssigt, er det endnu en gang vores test af Combi, der kommer ud som sejrherre. Den 1,0-liters TSI-motor, der lå i Octavia Hatchback var ganske udemærket, så længe man ikke havde for mange passagerer med, eller har læsset for meget i bagagerummet. Men når nu man har så stor en bil, med så meget plads, må man antage, at det skal benyttes. Og her passer den her 2,0-liters TDI-motor bare bedre ind.

Senest ændret: 13. december 2017

2 Responses to :
Test: Skoda Octavia Combi Style 2.0 TDI 2018

Skriv et svar

%d bloggers like this: