Test: Volvo XC60 D4 Momentum 2019 - Bilbloggen.dk

Test: Volvo XC60 D4 Momentum 2019

Skrevet af | Biltest

Som vinder af Årets Bil 2018 i konkurrence World Car of the Year, er barren sat højt for Volvo XC60. Spørgsmålet er bare, hvorvidt den mellemste af SUV’erne i Volvos modelportefølje fortjener den ypperste hæder, som den er blevet tildelt.

Hvis du har fulgt Volvos færd de seneste par år, så vil du vide, at de har kæmpet bragt for at blive set som et direkte alternativ til luksusgiganterne Audi, BMW og Mercedes-Benz. De har tidligere hen været kendt for at være et billigere alternativ til den eksklusive klasse, men dagene med en lavere pris end tyskerne er passé, hvorfor der ikke længere er plads til at give dem lidt frirum, når det kommer til kvalitet, sikkerhed, komfort, køreegenskaber og så videre. Samme priser betyder, at produktet skal være mindst lige så godt. Og mens Volvo XC60 er en fremragende pakke, så er jeg ikke helt sikker på, at den er helt så gennemført som nogle af dens konkurrenter, som for eksempel Audi Q5, BMW X3, Jaguar F-Pace og Mercedes-Benz GLC. Men inden vi dykker ned i årsagerne til min holdning, så lad os lige gennemgå priserne på tværs af udstyrsvarianterne, og specifikt for testbilen; en Volvo XC60 D4 i udstyrsvarianten Momentum og med automatgearkasse.

Priserne for Volvo XC60 starter ved 647.980 kroner for en Volvo XC60 Momentum med en 4-cylindret D4-dieselmotor, som yder 190 hestekræfter gennem en 6-trins manuel gearkasse. Herefter, bevæger man sig op gennem udstyrs- og motorvarianter og slutter med en pris på 887.980 kroner for en Volvo XC60 Inscription eller R-Design i med en 4-cylindret T6 AWD benzinmotor, som leverer 310 hestekræfter gennem en 8-trins automatgearkasse. Beskatningsgrundlaget starter fra 509.000 kroner.

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

IMG_3530

Man kan vælge tre udstyrsvarianter, Momentum, som er indgangsvarianten, Inscription, som er den lidt mere eksklusive udstyrsvariant og R-Design, som giver bilen et lidt mere sportsligt islæt. De to sidstnævnte koster det samme, på tværs af motorvarianter, og det er derfor mere et spørgsmål om hvilken en man foretrækker. Som standardudstyr i Momentum kommer blandt andet el-opvarmede og justerbare sidespejle, elnedfældbare bagsæder, digitalt instrumentbræt, LED-forlygter i Volvos klassiske Thors Hammer Design, 9,3-tommers touchskærm med Volvos Sensus infotainmentsystem, varme i forsæder, 18-tommers alufælge, tre 12V stik fordelt i kabinen, 2-zonet klimaanlæg, og et hav af sikkerhedsudstyr. Går man i stedet op i Momentum eller R-Design får man armlæn bag med kopholdere, et større digitalt instrumentbræt, el-justerbar lændestøtte, adaptiv fartpilot og semi-autonom køreassistent, LED-tågeforlygter, samt en række eksklusive eller sportslige designdetaljer, alt efter hvilken af de to man vælger.

Modellen vi tester her på Bilbloggen.dk er, som nævnt, en Volvo XC60 D4 Momentum med automatgear. Det er altså den billigste motor- og udstyrsvariant, blot med automatgear. Det betyder, at den koster 674.180 kroner uden ekstraudstyr. Men det her er trods alt bilen, der skal give dem gode anmeldelser, så PR-afdelingen hos Volvo har selvfølgelig smidt lidt ekstraudstyr i for 177.506 kroner. Dermed, bliver den samlede pris for bilen, som kan ses på billederne, 851.686 kroner. Ekstraudstyret tæller blandt andet en mørk læderkabine til 37.900 kroner, DAB+ radio og Harman Kardon lydsystem til 17.990 kroner, elstyret bagklap og større digitalt instrumentbræt til 17.900 kroner, 19-tommers fælge til 6.500 kroner, navigationssystem til 9.076 kroner og Apple CarPlay og Android Auto til 4.460 kroner.

Det var blot et lille uddrag af pris- og udstyrslisterne. Hvis du vil nørde mere med Volvo XC60 som helhed kan du gøre det her, og hvis du er mere interesseret i testbilen så er dens specifikationer, udstyr, m.m. at finde her.

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

IMG_3552

Hvordan kører Volvo XC60 D4 Momentum?

Ydeevne
Som nævnt tidligere i anmeldelsen er bilen udstyret med den 4-cylindrede D4 dieselmotor med en ydelse på 190 hestekræfter og 400 Nm ved 1.750 – 2.500 omdrejning i minuttet. Den er opgivet til at gå fra 0-100 km/t på 8,4 sekunder og kan nå en tophastighed på 205 km/t.

Den lille dieselmotor gør ikke XC60 til en racermaskine, men den har rigelig med kraft og saft til de fleste almindelige mennesker. Kommer du til at skulle trække tunge læs og bevæger dig ud i mere udfordrende situationer, er det måske værd at overveje at opgradere til D5 med AWD. Der er klart mere kraft i Audi Q5s tilsvarende dieselmotor, men D4’eren i XC60 virker hurtigere end Land Rover Discovery Sports TD4 dieselmotor.

Volvos automatgear er udmærket og er uden tvivl tilpasset komfortabel kørsel, mere end det er kvik kørsel. Det er generelt bare en smule sløv til at skifte både op og ned i gear. Til gengæld sker gearskiftene så glidende, at du ikke tænker nærmere over dem. Man kan få bilen med muligheden for at justere på køreindstillingerne, altså de her klassiske drive modes. En af disse er sport, hvilket er fuldstændig absurd i en bil som denne, især med D4-motoren. Det gør generelt bare, at automatgearkassen nu kører helt ud i gearene, hvilket hverken gør noget godt for dig, dine passagerer, bilen eller nogle af de omkringværende personer. Egentligt kun ekstraudstyr man behøver i tilfælde af, at man skal væk fra asfalteret vej.

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

IMG_3475

Kørsel og komfort
Ydeevnen og den generelle køreoplevelse er måske ikke lige den mest engagerende i Volvo XC60. Styretøjet er meget let og speederresponsen er ikke just den af en racerbils. Til gengæld, er den komfortabel på længere ture. Det er en behagelig kabine, med behagelige sæder og en dejlig nem styring af bilen. Man ved, hvor man har den, og man sidder tilpas højt over trafikken til, at man har lidt ekstra udsyn.

Bilen her tester vi ugen efter Volvo V90 Cross Country, hvilket var noget af det mest komfortable og ikke mindst stille, jeg nogensinde har prøvet. Derfor, var det da også lidt af et “chok” at gå over i XC60’eren her, fordi man mærker, at man er gået en “serie” ned. Kabinen er knap så lækkert udført, affjedringen er knap så god og vej- og vindstøjen i kabinen er markant højere. Dermed, ikke sagt at Volvo XC60 ikke gør det godt, men blot en bemærkning om, at der absolut er forskel på, hvorvidt man køber en 60-serie eller en 90-serie.

Brændstofforbrug
Bilen er opgivet til at skulle kunne køre 20 km/l, men dette er vist blot opnåeligt under perfekte forhold. I løbet af testugen kørte vi nemlig omkring 15 km/l. Som altid er det dog vigtigt at tage højde for hvor man kører. Ligger man typisk på landevejen, vil ens forbrug være væsentligt lavere, end hvis man kører meget på motorvej og i by. Og mens man altid bør forvente et forbrug, der befinder sig et par km/l lavere end det opgivne, så er 5 km/l under, lige i overkanten af hvad vi normalt ville kalde acceptabelt.

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

IMG_3463

Kabinen i Volvo XC60 Momentum

Kabinen
I forhold til, at vi her har at gøre med den billige udstyrsvariant, er Volvo XC60 Momentum udstyret med en relativ lækker kabine. De bløde materialer, som er at finde de fleste steder man er i berøring med, er af en fin kvalitet og samlingerne rundt omkring virker til at være i orden. Når det så er sagt, er der desværre også nogle steder, hvor man bliver lidt skuffet. Blandt andet består ryggen af bilens forsæder af hård plastik, som virker billigt. Det ville være fint, hvis der ikke også var net i ryggen af sæderne. Det betyder nemlig, at man er mere i kontakt med sæderyggene, og dermed lægger man mere mærke til den hårde plastik.

Det er små detaljer som ovenstående, der gør, at jeg ikke er 100% tilfreds med kabinens materialer. Men overordnet set er det en veludført, simpel og overskueligt indrettet kabine, med overvejende fine materialer, med få undtagelser.

Anmeldelsen fortsætter under billederne.

Sæder
Til gengæld, er siddehøjden ganske fin, om end den ikke er lige så høj som den i andre SUV’er. Man sætter sig ind i bilen, i stedet for ned, hvilket er et kæmpe plus, især for dem, der har lagt ungdommens fleksibilitet bag sig. Desværre, skal man tilkøbe sig til den luksus at kunne indstille sædet elektrisk, hvis man vælger Momentum-varianten af XC60. Undlader man det kryds på ekstraudstyrslisten, må man benytte et plastikhjul til at justere hældningen på sæderyggen og en metalstang under sædet til at justere sædets horisontale position præcis ligesom i en Renault fra 2012. Rattets position kan ej heller justeres elektronisk. Jeg synes personligt, at de elektroniske sædeindstillinger er et must, og værd at betale ekstra for, hvis man er mere end en person, der skal køre bilen til daglig.

Pladsmæssigt klarer bilen sig rigtig fint. Både for- og bag er der godt med plads til alle størrelser. Især pladsen til hovedet er særdeles præsentabel, også på bagsædet. Samtidig er Volvo XC60 en smule bredere end mange af sine konkurrenter, hvilket giver lidt mere skulderplads til bagsædepassagererne. Dermed ikke sagt, at du bare kan proppe tre fuldvoksne mænd på bagsædet uden at forvente en stærk strøm af protester. Men er man lidt mere gennemsnitlig størrelse, så kan det faktisk godt lade sig gøre at være tre på bagsædet, om end personen i midten vil skulle dele benplads med sine sidekammerater, grundet forhøjningen i gulvet.

Anmeldelsen fortsætter under billederne.

Opbevaringsplads
Mens der ikke er oceaner af opbevaringsplads til al dit pikpak, så byder Volvo XC60 på udmærkede løsninger. Især forsædet kan nyde godt af nogle pænt store dørlommer, et udmærket størrelse handskerum, samt lidt opbevaringsplads i midterkonsollen. Alt i alt, kan man få plads til et par vandflasker, to kopper kaffe, sin telefon, nøgler, en bog, en tablet, et par kuglepenne, en manual og måske et æble eller to.

På bagsædet er situationen lidt en anden. Her er dørlommerne nemlig kun lige akkurat store nok til at håndtere en halvliters vandflaske. Til gengæld, er der net i ryggen af forsæderne, med plads til et kort, ungernes tablets, en bog, eller lignende. Og slår man armlænet i midten ned, er der mulighed for kopholdere og opbevaring af telefon og pung.

Anmeldelsen fortsætter under billederne.

Connectivity & infotainmentsystem
Når det kommer til connectivity, så er Volvo XC60 Momentum udstyret med et 12V-stik, et USB-stik og et AUX-stik i midterkonsollen, et 12V-stik ved bagsæderne, hvilket er gemt godt væk i et indhak mellem forsæderne, samt et 12V-stik i bagagerummet. Egentligt rigtig fint udstyret for en “skrabet” variant.

Bilens infotainmentsystem kommer som standard, dog uden navigation, og hedder Sensus Connect. Det er den software, som Volvo benytter i alle sine nyere biler, og smøren vi kommer med er cirka den samme hver gang. Pænt og anderledes design, mulighed for mange lækre funktioner, ret hurtig respons og rig mulighed for opkobling med Bluetooth, WiFi, Twitter, Spotify, etc. Desværre, er brugerfladen lidt uoverskueligt designet. Så snart man bevæger sig væk fra hovedskærmen bliver man præsenteret for et hav af mindre knapper, som man skal tage stilling til. Det gør det svært at benytte under kørsel. Og nej, man burde ikke benytte det mens man kører, men faktum er, at det gør en stor del af de danske bilister. Så kan man diskutere, hvorvidt Volvo, som fabrikant, skal tage højde for dem, der benytter deres produkter på en anden måde end påtænkt, og lave brugerfladen mere sikker, eller om de skal designe lækre systemer til dem, der har nok selvkontrol til at holde sig fra distraherende aktiviteter under kørslen. Men det er en anden snak.

Anmeldelsen fortsætter under billederne.

Bagagerum
Størrelsesmæssigt kan bagagerummet i Volvo XC60 ikke helt følge med, når det kommer til de andre spillere i klassen som Audi Q5 og BMW X3. Det er dog ikke helt så forfærdeligt, som det måske kan lyde, for de 505 liter er stadig rigeligt til en almindelig familie, og kan sagtens håndtere 4 styk kufferter plus det løse, hvis man pakker fornuftigt.

Derudover, vil jeg gerne give XC60’eren pluspoint for at have et overskueligt bagagerum, uden obskure hjulkasser eller en bagagerumskant der rager over bagagerumsgulvet. Det gør bilen nem at læsse, da man bare kan skubbe ting direkte ind i bagagerummet, uden at skulle løfte dem over en kant først. Samtidig, kan bagsæderne lægges ned, elektronisk, i et 60/40 split, og danne et helt fladt gulv, som også simplificerer læsningen af store og tunge kasser fra IKEA.

På billederne kan du måske se, at bagagerumsgulvet består af stof. Faktisk blødt og lækkert stof, hvilket på den ene side er super fint, men på den anden side burde de penge, hvis du spørger mig, være blevet investeret i mindre hårdt plastik i kabinen. For ærligt talt, så behøver du ikke et stofgulv i dit bagagerum.

Anmeldelsen fortsætter under billederne.

Sikkerheden i Volvo XC60

Det er almindelig kendt, at Volvo laver sikre biler. Det er da også en af de helt store årsager til at mange vælger Volvo, frem for, for eksempel Mercedes-Benz eller BMW. Hvis du kiggede nærmere på udstyrslisten i starten af anmeldelsen, så du måske, at stort set alt sikkerhedudstyr, med undtagelse af adaptiv fartpilot, er standard i Volvo XC60. Det er absolut et kæmpe pluspoint.

Udstyret tæller blandt andet ABS bremser, automatisk bremsning efter kollision, automatisk oplåsning af døre ved kollision, træthedsregistrering, energiabsorberende siddehynder, der mindsker risikoen for kompressionsskader i ryggen ved kollision, færdselstavlegenkendelse, nødbremse, og meget mere. Meget af det, er funktioner, som man forhåbentligt aldrig får brug for, men som er rare at have den dag man havner under ladet på en lastbil.

Udstyret plus bilens generelle velbyggede karosseri, har resulteret i, at Volvo XC60 scorede fem stjerner i EuroNCAPs sikkerhedstest, da den blev testet i 2017. Med 98% i beskyttelse af voksne passagerer, 87% i beskyttelse af børn i bilen, 76% i beskyttelse af bløde trafikanter og 95% i sikkerhedssystemer er den ikke bare den mest sikre SUV, men også den bedst scorende bil i 2017.

Så er sikkerhed vigtig for dig, kan du roligt overveje Volvo XC60, selv i den billigste udgave.

Anmeldelsen fortsætter under billederne.

Konklusion

Hvis vi skal skabe lidt af en rød tråd mellem indledningen og konklusionen her, så synes jeg, at Volvo XC60 gør rigtig meget godt. Der er desværre bare punkter, hvor jeg mangler lidt eksklusivitet og gennemførlighed. Det er til tider en lidt spøjs blanding af super lækre løsninger og så nogle halvhjertede forsøg, som om man hos Volvo er gået all-in fra start af og så langsomt er løbet tør for energi.

Til gengæld, får man utrolig meget fra start af, og behøver, i bund og grund, ikke at købe ekstraudstyr. Så får man en pæn og behagelig bil, med en udmærket motor, og godt med plads. Og hvis man har pengene til det, så kan man opgradere den helt og smide en rigtig kraftfuld motor i, proppe den med lækkert udstyr og meget mere. Der er altså mulighed for at tilpasse den til ens behov og temperament. Hvor en skrabet tysker.. Ja den er virkelig skrabet.

Og vægter man sikkerhed, ja så er Volvo XC60 uden tvivl den absolut ypperste.

Senest ændret: 14. september 2018

Skriv et svar