Test: Kia Niro 1.6 GDI Hybrid Advance 2017

Dette års vinterferie er, for mit vedkommende, blevet brugt på de danske landeveje bag rattet i Kias relativt nye hybridbil. Niro, som koreanerne har døbt bilen, er en pæn, omend lidt kedelig, crossover, der skal konkurrere mod blandt andet Toyotas dristigt designede C-HR, og… ja, sådan set ingen andre. Toyota og Kia er nemlig de eneste der tilbyder hybrid crossovers til en pris den almene dansker kan betale. Der er selvfølgelig stadig Nissan Qashqai, Suzuki S-Cross og Hondas HR-V, men ingen af disse kommer på nuværende tidspunkt med en el-motor.

(Kia er så glade for mig, at de sørgede for at få leveret en nyvasket Niro til en Nellemann forhandler lige rundt om hjørnet, og så kom den endda med en fuld tank benzin og to flasker vand, men jeg skulle trodse det danske februarvejr for at hente den)

Testmodellen som jeg fik stillet til rådighed var en Kia Niro 1.6 GDI Hybrid Advance. Det er den højeste udstyrspakke, og det betyder blandt andet, at der, udover standardudstyret, var varme i rattet, parkeringssensorer, regnsensor, el-sidespejle med varme, en 8″ infotainment touch skærm med Apple CarPlay og mulighed for Android Auto, xenon-lygter, lædersæder, elektrisk indstilling af førersædet, og både varme og ventilation i forsæderne, sædevarme i bagsæderne, et bakkamera og mulighed for trådløs opladning. Du kan se de forskellige udstyrsvarianter her og testmodellens udstyr her.

Kia Niro fås fra 299.563 kroner, og testmodellen endte efter al monteret ekstraudstyr på 407.558 kroner. Altså en af Kias dyrere modeller. Ejerafgiften er til gengæld så lav som den bliver med blot 620 kroner om året.

Kørsel

Kia Niro kører godt. Så kort kan det siges. Bilen er ikke specielt interessant eller sjov at køre, men hele køreoplevelsen lever op til det almindelige menneskes forventninger til en crossovers køreegenskaber. Biler som HR-V, Qashqai, S-Cross og så videre henvender sig til den praktiske del af befolkningen, og her er Niroen ingen undtagelse – lad os kigge på hvorfor. Først og fremmest er brændstofsøkonomien relativ god. Ifølge Kia selv, kan deres Niro nemlig køre op mod 26 km/l, og jeg endte med et snit på 18,6 km/l i løbet af lige knap 500 km. Da jeg kørte pænest var jeg tæt på 25 km/l, hvilket er ganske tilfredsstillende for en bil i den størrelse. Herudover er der funktioner som adaptiv cruise control med mulighed for at vælge hvilken sikkerhedsafstand bilen skal holde, et lane keeping-system der sørger for at hvis du lige mister koncentrationen i et øjeblik eller skal gribe den brændvarme kop kaffe der er ved at lande i dit skød, så holder bilen sig i vejbanen. Skidesmart, og det virker lang størstedelen af tiden, omend man til tider føler at man skal ligge og slås lidt med det hvis man vil holde lidt længere til højre end bilen vil. Det er dog en lille ting, som man primært lægger mærke til i starten. Herudover er der et hav af andre smarte funktioner der hjælper dig både på vejen og i indkørslen, så generelt er bilen rigtig god til dem der bare vil fra A til B, og skal have børnene og alle deres fodboldtasker og tennisketchere med samtidig. For selvom Niroen kommer med en sport-mode, så sker der ikke meget andet end at gearene bliver trukket lidt længere ud, og dermed accelerere man det hurtigere. Det vil altså sige at hvis du er på udkig efter en sjov og praktisk bil, er Kia Niro ikke det rigtige sted at kigge. Hvis du derimod skal bruge en komfortabel og praktisk crossover, som er billig i drift, er Kia Niro et rigtig godt sted at kigge.

For hybrid crossoveren fra Kia er nemlig ganske komfortabel, især med de sæder der kommer i Advance udstyrspakken. Som regel kan jeg mærke, at jeg har kørt længe, lang tid efter at jeg er steget ud af bilen, men i Kia Niro kørte jeg på tværs af landet uden at skulle døje med ondt i ryggen. Det har angiveligt noget at gøre med, at man kan indstille lændstøtten i førersædet. Derimod, hvis man har lagt teenageårene bag sig, skal man så vidt muligt undgå at sidde på det midterste sæde bag i bilen, da det i modsætning til bilens andre fire sæder, er ganske ukomfortabelt.

Kia har tacklet hele hybrid-delen på en god måde. Niro kommer på nuværende tidspunkt ikke som en plug-in hybrid bil, hvilket altså betyder, at du ikke selv kan lade bilen op, men at bilen selv står for at lade batteriet op under kørsel. Man får som chauffør heller ikke mulighed for at selv at vælge hvornår bilen skal benytte sig af benzin- eller el-motoren. Det foregår altsammen automatisk, og Niroen skifter når det giver mest mening ydelses- og forbrugsmæssigt. Grunden til at det foregår automatisk er blandt andet for, at man ideelt set ikke skal tænke over, at bilen skifter fra benzin til el, eller omvendt. Det går generelt rigtig godt, og jeg har kun enkelte gange tydeligt kunne mærke skiftet.

Interiør

Vi har allerede været lidt inde over interiøret, men lad os gå lidt mere i dybden. Det væsentligste er sæderne, og som nævnt så er de meget behagelige. Muligheden for både varme og ventilation i forsæderne, samt varme i bagsæderne og i rattet er absolut intet at kimse af i et land som Danmark, hvor vejret en stor del af året er råt og koldt. Selvom det sorte interiør kan være lidt kedeligt, så er det ikke afskrækkende, og man føler sig ganske tilpas i kabinen, hvor der iøvrigt er rigeligt med plads.

I midterkonsollen er en flot 8″ touch skærm, som primært bruges til at holde styr på lydinput (AUX, USB, Bluetooth, DAB eller FM), navigation fra TomTom, telefon opkald, samt oversigt over bilens brændstofsforbrug, og hvor motorkraften kommer fra. Den fungerer som den skal, og i modsætning til de udfordringer jeg har haft med Bluetooth i Renaults biler, så forbandt min telefon til Niroen i første forsøg, på under 20 sekunder. Så helt klart kæmpe thumbs up til Kia her.

Lydanlægget i testmodellen var af mærket JBL, og mens jeg har en præference for Bose-anlæg, så spillede højtalerne knaldgodt, og der er intet jeg kan sætte min finger på der. Så hvis du er til god lyd, vil jeg vove at påstå, at det er de ekstra 12.000 kroner værd at få bilen udstyret med de 8 højtalere og en forstærker, samt få en ekstra tomme på infotainment skærmen.

Klimaanlægget virkede som det skulle, jeg besluttede mig blot for de 23 grader, og så besluttede bilen selv hvordan og hvor kraftigt luften blev fordelt. Hvis du er lidt mere til noget micro management, så kan alle indstillinger selvfølgelig tilpasses selv.

Udseende

Som sædvanlig vil jeg ikke gå for meget i dybden med udseende da det er en smagssag. Før jeg udtaler mig vil jeg råde dig til at kigge på billederne, og danne din egen mening. Personligt synes jeg Kia Niro er en flot bil, omend lidt kedelig. Der er et eller andet med bagenden på næsten samtlige Kia biler som jeg bare ikke kan lide, og selvom den er lidt bedre på Niroen her, så har den altså stadig en lidt spøjs udformning. Til gengæld er jeg fan af både bilens front og side. Sharkfin antennen er også en fed lille detalje.

Konklusion

Kia har gjort rigtig meget rigtig godt med deres hybrid crossover Niro. Samlet set er det en rigtig god bil, selvom der er småfejl, som kan være irritationsfaktorer, det er dog ikke noget man tænker over efter at have vænnet sig til at køre bilen, og hvis jeg engang skulle få brug for en crossover, så ville jeg helt klart drage Kia Niro ind i mine overvejelser. Udover at den generelt kører godt, klarer den sig nemlig også udemærket i Euro NCAPs sikkerhedstests. Hvis du står og overvejer at investere i en Niro, så er det værd at overveje at bruge de ekstra 20.000 eller 50.000 kroner på opgradere til henholdsvis Comfort eller Advance. For selvom der allerede kommer en hel masse udstyr som standard i Kia Niro Vision, så får man utrolig meget ekstra for pengene ved især Advance udstyrspakken. Du får altså masser af bil og udstyr for pengene, og, uden at skulle være en omvandrende reklamesøjle for koreanerne, så kommer Kia Niro, såvel som de resterende Kia biler med 7 års fabriksgaranti. Det finder man ikke mange steder.