Biltest

Test: Dacia Duster Streetway 2020

0

Dacia Duster Streetway 2020

Dacia Duster er ikke en bil man køber for komforten, for de gode køreegenskaber, for det høje sikkerhedsniveau eller for den banebrydende teknologi. Man køber den fordi den er billig og praktisk. For kun 179.990 kroner er du kørende i en rummelig bil, der er tilstrækkelig til hverdagsbrug.

Fordele
  • Lav pris
  • Rummelig
  • Bluetooth
  • Smarte opbevaringsløsninger
Ulemper
  • Mangel på sikkerhedsudstyr
  • Mangel på nyere teknologi
  • Lidt sølle brændstoføkonomi

Som den anden mest solgte bil i Europa i 2019 er der ingen tvivl om, at Dacia Duster har vundet europæernes hjerter. Men er danskerne overbevist? Ikke helt i samme grad – den ellers populære SUV, blev ”kun” solgt 646 gange i 2019, hvilket udgør blot 0,3% af det samlede bilsalg i 2019 målt på antal.

Det skyldes muligvis, at Dacias ry herhjemme ikke er synderlig godt. Man hører ofte, at kvaliteten er tvivlsom, sikkerheden er ikke-eksisterende og det samme gælder i øvrigt komforten. Spørgsmålet er bare, hvorvidt det ry er fortjent, eller om det rent faktisk kan give god mening at købe en Dacia Duster i 2020.

Det – og meget mere – kan du få svar på her i vores Dacia Duster Streetway anmeldelse. Men inden da skal vi først lige kigge nærmere på, hvad sådan en SUV koster. Hvis du hellere vil se en video end at læse, så er i dag din heldige dag. Min kollega Mads anmelder nemlig selvsamme Dacia Duster i videoen lige her.

Hvad koster Dacia Duster Streetway?

Prisen er den, der virkelig giver Dacia deres eksistensberettigelse. Dacia Duster starter nemlig allerede ved 179.990 kroner, og her får du en bil, der størrelsesmæssigt er lige i nærheden af biler som SEAT Ateca, Volvo XC40 og KIA Sportage, der alle har en startpris, der er minimum 90.000 kroner højere.

I Danmark kan Dacia Duster købes i to forskellige udstyrsvarianter; Streetway og Prestige. Dertil kommer de tre forskellige motorvarianter, hvoraf den sidste kan kombineres med firehjulstræk:

  • TCe-benzinmotor med 100 hestekræfter og manuelt gear (5 trin)
  • TCe-benzinmotor med 150 hestekræfter og manuelt gear (6 trin)
  • Blue dCi-dieselmotor med 115 hestekræfter og manuelt gear (6 trin)

Som sagt starter priserne ved 179.990 kroner, og slutter ved 249.990 kroner som nedenfor:

ModelPris
Streetway TCe 100 S&S179.990 kroner
Prestige TCe 100 S&S204.990 kroner
Prestige Blue dCi 115 S&S219.990 kroner
Prestige TCe 150 S&S239.990 kroner
Prestige Blue dCi 115 S&S 4×4249.990 kroner
Aktuelle priser ved anmeldelsens udgivelse.

For disse penge får du blandt andet følgende standardudstyr i de to udstyrsvarianter:

StreetwayPrestige
16-tommers stålfælge16-tommers stålfælge
NødbremseassistentNødbremseassistent
ECO-funktionECO-funktion
Hill Start AssistHill Start Assist
Cruise controlCruise control
Radio, CD, MP3, AUX, USB, BluetoothRadio, CD, MP3, AUX, USB, Bluetooth
AirconditionAircondition
Varme i forsæderVarme i forsæder
Højdejusterbart rat og førersædeHøjdejusterbart rat og førersæde
El-sidespejle med varmeEl-sidespejle med varme
 Parkeringssensor bag
 Navigation
 Bakkamera
 17-tommers alufælge
 Tonede ruder ved bagsæde
 Hill Descent Control
 Justerbar lændestøtte
Aktuelt standardudstyr ved anmeldelsens udgivelse.

Dertil kan man købe diverse ekstraudstyr afhængig af, hvilken udstyrsvariant man vælger. Det kan du læse meget mere om på Dacias hjemmeside.

Denne test er baseret på en Dacia Duster Streetway TCe 100 S&S med en 5-trins manuel gearkasse, der starter ved 179.990 kroner. Det eneste ekstraudstyr i bilen på billederne er parkeringssensorer bag til 1.500 kroner. Det betyder, at den ender med at koste 181.490 kroner.

Nok om Dacia Duster priser – lad os komme i gang med anmeldelsen!

Hvordan kører Dacia Duster Streetway?

Ydeevne

Dacia Duster Streetway er med sine 100 hestekræfter ikke noget monster, men den klarer sig faktisk overraskende godt. Der er ingen problemer med at nå op på motorvejshastigheder ned ad rampen til motorvejen, ligesom man også nemt foretager en overhaling – i hvert fald i Danmark.

Der er vist ikke meget logik i at begynde at snakke om 0-100 km/t-tider, men generelt har du alle de motorkræfter, du behøver i hverdagen.

Testbilen er udstyret med et anhængertræk, og mens motoren sagtens trækker traileren til genbrugspladsen i weekenden, så kan det godt være, at man skal genoverveje motorvarianten, hvis man har planer om at køre på ferie med campingvogn eller regelmæssigt slæber bådtraileren til og fra havnen. Er det tilfældet, anbefaler vi, at du overvejer den større benzinmotor med 150 hestekræfter eller dieselmotoren med 115 hestekræfter og firehjulstræk.

Der er altså intet ekstraordinært ved Dacia Dusters ydeevne, men den klarer de fleste gøremål.

Kørsel og komfort

Ligesom ydeevnen ikke byder på livsforandrende oplevelser, så er køreoplevelsen og komforten heller ikke noget, der er værd at skrive hjem om.

Kørslen i Dacia Duster Streetway er fin på den måde, at du kommer lidt højere op at sidde, end i en traditionel bil. På den måde har den faktisk en af de vigtigste SUV-egenskaber. Dertil er den letkørt og har en fornuftig venderadius, der gør den nogenlunde fornuftig til bykørsel, selvom landevejen nok er der, hvor den præsterer bedst.

Affjedringen er middelmådig, men nogenlunde overensstemmende med, hvad man kan forvente af en bil i den størrelse til den pris. Lydisolering er heller ikke noget, man har gjort meget i, og man kan derfor godt nå at blive ør i hovedet, hvis man skal køre motorvejskørsel i flere timer ad gangen.

Men igen; til lige knap 180.000 kroner, så er det måske okay.

Brændstofforbrug

Brændstofforbruget i Dacia Duster Streetway er opgivet til at være 16,1 km/l efter WLTP-normen. Det er en anelse lavt for en ellers lille motor, men taget bilens størrelse og øvrige teknologi i betragtning, er det nok ikke meget galt.

I den forgangne uge kunne vi opnå et forbrug, der befandt sig nogenlunde i nærheden af det opgivne. Helt præcis nåede vi 15,3 km/l, hvilket er fordelt på omtrent 50% motorvejskørsel, 25% landevejskørsel og 25% bykørsel.

For at give dig en bedre idé om, hvilket forbrug du kan forvente af din Dacia Duster Streetway, har vi sammensat nedenstående tabel. Den angiver vores erfaringer med gennemsnitligt forbrug alt efter, hvor man kører.

Bykørsel15 km/l
Landevejskørsel18 km/l
Motorvejskørsel14 km/l
Estimater for gennemsnitligt brændstofforbrug ved forskellige typer kørsel.

Kabinen i Dacia Duster Streetway

Når man sætter sig ind i en Dacia Duster Streetway bliver man ikke mødt af moderne skærme, et digitalt instrumentbræt eller elektronisk sædeindstilling. I stedet er det en meget basal kabine, der i bund og grund er en tro kopi af en Renault fra 2012.

Og det er en af de måder, hvorpå Dacia kan holde deres omkostninger nede. De propper nemlig ikke deres biler med al den nyeste teknologi, men er i stedet altid lidt bagud i forhold til de andre bilproducenter. På den måde bruger de ikke masser af penge på at tilføje alle den nyeste lir.

Dermed ikke sagt, at kabinen er dårlig. Faktisk er den både rummelig og praktisk – og så er det jo nostalgisk med en CD-afspiller og en lille rød skærm, der angiver hvilken radiokanal, man lytter til.

Materialerne er som man kan forvente; masser af hård plastik og småkedelige stofsæder. Men det fungerer sådan set ganske udmærket til langt de fleste behov – og der er da også tænkt smarte løsninger ind i kabinen. Eksempelvis er der lavet en lille fordybning i instrumentbordet over midterkonsollen, hvor man kan stille sin telefon, og dermed bruge den som GPS.

Det siger muligvis sig selv, at det ikke er en bil, der er bygget til langdistanceturer. Bare fra Odense til København kan man nå at skifte siddeposition masser af gange, for ikke at blive radbrækket i kroppen.

Kabineplads

Foran er der rigeligt med plads i Dacia Duster Streetway. Jovist, den er ikke helt på niveau med den noget større Mercedes-Benz GLC, som vi testede i sidste uge, men der er ingen problemer hverken i højden eller bredden.

På bagsædet er historien lidt en anden. Der er stadig fornuftig plads, hvis man bare er to passagerer, men er man tre bliver det hurtigt lidt trangt. Til gengæld sidder jeg, som 1 meter og 80 centimeter høj, behageligt ”bag mig selv”, og det er sådan set det vigtigste.

Men hvis du har et par ranglede teenagere, kan det være en udmærket idé at tage dem med på bilshopping, og lige lade dem sidde på bagsædet under en prøvetur.

Opbevaringsplads

Ligesom med kabinepladsen, er der også fornuftig med opbevaringsplads i Dacia Duster Streetway. På forsædet kan man opbevare alle sine småting i handskerummet, som er lige på kanten til at være stort nok, i et lille rum over handskerummet med skridsikkert underlagt, i de mange mindre rum i midterkonsollen eller i dørlommerne, som er en okay størrelse, men desværre lider under at være en tand for smalle til opbevaring af eksempelvis flasker.

Til gengæld må man døje lidt med kopholderne, hvis man er mange i bilen. Der er nemlig kun 1 kopholder til forsæderne; og den er inde under klimaanlægget, og det giver 2 problemer. For det første sætter det en begrænsning på højden af koppen eller flasken, der skal stå der, og for det andet kan det være svært at få den ud derfra, uden at ramme alt muligt på sin vej.

Bagsæderne har knap så meget opbevaringsplads, men deres dørlommer er lidt større og mere brugbare end på forsæderne. Dertil er der muligheden for at opbevare diverse småting i lommerne på ryggen af forsæderne, samt muligheden for at bruge den bagerste del af midterkonsollen til opbevaring.

Så ingen geniale opbevaringsløsninger i Dacia Duster Streetway, men til gengæld masser af god praktisk opbevaringsplads – og det er trods alt det vigtigste. Jeg savner dog muligheden for at kunne overdække nogle af rummene, så man ikke behøvede at slæbe værdigenstande med sig, når man forlod bilen.

Bagagerum

Mange nyere biler har en masse diverse løsninger, der gør bagagerummet til mere end bare et bagagerum. Men ikke Dacia Duster; det er vitterligt bare et stort rum, som du kan læsse bagage i. Der er ikke engang så meget som et lille net ude i siden, hvor du kan opbevare småting.

Til gengæld har du så 445 liters ubegrænset bagagerumsplads, og du har ovenikøbet et gulv, der er nogenlunde i højde med bagagerumskanten. Det behøver altså ikke at give dårlig ryg, når du skal løfte tunge ting op i bagagerummet.

Du må dog leve med, at bagagerumsgulvet ikke bliver helt fladt, når du lægger bagsæderne ned. Det kan gøre det lidt besværligt at skubbe større ting op foran i bilen, så hvis det er noget du regelmæssigt har brug for, bør du have det med i dine overvejelser.

Infotainmentsystem

Der er ikke så meget at sige om infotainmentsystemet i Dacia Duster. Det skyldes primært, at der ikke rigtig er noget – i hvert fald ikke som vi kender det i dag. For mens der er mulighed for at tilkøbe touchskærm med navigation, så har denne Dacia Duster Streetway en helt traditionel radio.

Den radio har så også Bluetooth-teknologi, som er nogenlunde nemt at opkoble til, en MP3- og CD-afspiller, et AUX-stik og et USB-stik. Det er efterhånden et sjældent syn, men det fungerer egentlig okay. Så hvis du har det fint med at bruge din telefon til navigation, så behøver du i realiteten ikke mere end det her.

I instrumentbrættet er der en lille sort/hvid tripcomputer, hvor du kan følge med i bilens brændstofforbrug, den fastsatte hastighed for fartpiloten, hvor langt du kan køre inden du skal tanke, og så videre.

Alt sammen velfungerende, men absolut ikke banebrydende eller noget, der ligner.

Sikkerhed i Dacia Duster Streetway

Der hvor Dacia Duster Streetway virkelig adskiller sig lidt fra mængden, er når det kommer til sikkerhed. Det er ikke decideret usikker bil, men den er lige et par år bagud i forhold til resten af de nye biler på markedet.

Derfor vil du heller ikke løbe ind i assisterende systemer som vognbaneassistent, adaptiv fartpilot eller blindvinkelssensor. Det giver faktisk ikke engang mening at lave en liste over sikkerhedsudstyr, der kan købes som standard, som vi ellers plejer. For udover ABS-bremser, nødbremseassistent og sideairbags, så er der ikke meget at komme efter.

Du kan dog flotte dig og købe en parkeringssensor bag til 1.500 kroner eller bruge 7.500 kroner på en City pack som også har bakkamera. Men det er sådan cirka også de muligheder, man har for sikkerhedsudstyr i Dacia Duster Streetway.

Dacia Duster sikkerhedstest

Som de fleste andre biler er Dacia Duster også blevet testet af det europæiske institut for sikkerhedstest af personbiler; EuroNCAP. Og jeg kan allerede nu afsløre, at det ikke er den mest prangende sikkerhedstest, vi har kunne berette om.

Faktisk scorede Dacia Duster 3 ud af 5 stjerner, da den nuværende generation blev testet i 2017. Det er ikke synderlig imponerende, men absolut også forventeligt, når man ved, hvor begrænset sikkerhedsudstyr den har.

Som altid har EuroNCAP vurderet bilen inden for de fire underkategorier, og her klarer den sig således:

Beskyttelse af voksne i bilen71 procent
Beskyttelse af børn i bilen66 procent
Beskyttelse af bløde trafikanter56 procent
Brug af assisterende sikkerhedssystemer37 procent

Du kan læse og se mere om denne Dacia Duster sikkerhedstest ved at besøge EuroNCAPs hjemmeside.

Konklusion

Lad os slutte af med at besvare det spørgsmål, som jeg stillede mig selv i starten af denne Dacia Duster Streetway test: ”Fortjener Dacia Duster et dårligt ry?”

Og svaret… ja, det kommer lidt an på hvem du er. For hvis du er typen, der vægter sikkerhed over alt, og i øvrigt gerne vil have det nyeste af det nye, så er Dacia Duster overhovedet ikke bilen for dig. Sikkerheden er ikke imponerende – eller noget der ligner, ligesom bilen mangler cirka alt, hvad der er nyt.

Men vil du derimod gerne have en praktisk bil, som ikke ruinerer dig, så er Dacia Duster absolut en bil, der er værd at overveje. Du får rigtig meget bil og rummelighed for pengene her, og vores vurdering er, at du i bund og grund sagtens kan klare dig med indgangsvarianten Dacia Duster Streetway til 179.990 kroner.

Jovist, den er ikke proppet med ny teknologi, men den svarer til de nye biler, som vi så for bare 5-8 år siden – og hvis du kan leve med det, er det faktisk en rigtig fin bil.

Joachim Skovgaard
Indehaver og stifter af Bilbloggen.dk. Startede med at skrive om biler tilbage i sommeren 2016, og studerer i dag på SDU i Kolding. Har siden november 2019 været ansat som studentermedhjælper i Nic. Christiansen Gruppens online-afdeling. En virksomhed, der importerer og sælger en række bilmærker. Indholdet på Bilbloggen.dk er dog uanfægtet af denne ansættelse, og er fortsat udelukkende et udtryk for mine egne holdninger.

Nyhed: Helt ny BMW 4-serie Coupé

Previous article

Sådan sparer du penge på din motorcykelforsikring

Next article

Comments

Skriv et svar

Popular Posts

Login/Sign up
%d bloggers like this: