Biltest

Test: Mercedes-Benz B 180 2019

2

Vi har brugt den forgangne uge bag rattet i en mountaingrå Mercedes-Benz B 180 med sportssæder i ARTICO kunstlæder og Maringá sort stof. Vi bliver aldrig kloge på farvenavne, men det er nu engang, sådan det er.

Mercedes-Benz B-Klasse har altid været den der lidt bedstefarbil eller familiekasse fra Mercedes-Benz, som ingen rigtig kunne misunde. Men nu har den fået en designoverhaling, så den er lidt mere taknemmelig at se på, og kombineret med en ganske pæn standardudstyrspakke, så er vi ret tilfredse.

Testbilen er, som nævnt en B 180, hvilket betyder, at den har en R4 1,3-liters benzinmotor, med en ydelse på op til 136 hestekræfter og et moment på op til 200 Nm. Disse bliver sendt ned i asfalten gennem en 7-trins automatgearkasse med dobbeltkobling, men Mercedes-Benz B-Klasse kan også fås med en 8-trins automatgearkasse. Den pågældende model starter fra 364.900 kroner, men man kan få Mercedes-Benz B-Klasse allerede fra 359.900 kroner, hvis man i stedet vælger B 180d, som er udstyret med en dieselmotor.

Du bliver måske overrasket, men testbilen, som du ser på billederne, har kun ekstraudstyr for 19.088 kroner. Det er en mountaingrå metallak til 9.800 kroner og en smartphone integrationspakke m. Apple CarPlay og Android Auto til 9.288 kroner. Fælles for både lakken og integrationspakken er, at du i bund og grund ikke behøver dem. Det vil sige, at du kan købe en Mercedes-Benz B 180 til 364.900 kroner, og få en meget veludstyret bil – helt uden at kigge på ekstraudstyrslisten. Det er sørme nye tider.

Bliv klogere på priserne for Mercedes-Benz B-Klasse lige her.

Men nok om priser – lad os blive klogere på, hvilken slags bil, vi har med at gøre.

Mercedes-Benz B 180 forfra

Hvordan kører Mercedes-Benz B 180?

Ydeevne
Det er ikke nogen AMG-motor, der ligger under motorhjelmen i B 180, men når det så er sagt, så er den faktisk rigtig fin til alt hvad du behøver. Du kommer ikke til at mangle motorkraft i hverdagen, og den klarer generelt accelerationer pænt – der er altså ingen problemer med at nå 130 km/t ned af motorvejsrampen. Og når du så er oppe i motorvejshastigheder, så kan den også sagtens overhale, uden at den klager sig.

Nuvel, den lyder ikke yderligere charmerende eller imponerende, når du trykker speederen i bund, men hvis du kan tage den lidt mere med ro, så ligger du nærmest ikke mærke til, at motoren arbejder.

Du kommer ikke til at vinde nogle drag races med Mercedes-Benz B 180, men hvis du alligevel er nysgerrig efter, hvor hurtigt den går fra 0-100 km/t, så sker det, under optimale forhold, på 9,4 sekunder.

Mercedes-Benz B 180 fra siden

Kørsel og komfort
Som udgangspunkt er det en behagelig oplevelse at køre i Mercedes-Benz B 180. Det er ikke en sportslig bil, og som vi kender det fra Mercedes, så er styringen og den generelle køreoplevelse mere til den komfortable og løse side, end den er til den sportslige “jeg-ved-altid-præcis-hvor-mine-hjul-er-og-jeg-behøver-ikke-servostyring”-side. Og det er helt okay, for med en Mercedes-Benz B 180, er det et spørgsmål om at komme behagelig fra punkt A til B og ikke hurtigst muligt.

Der er relativt stille i kabinen under kørslen, så man hører ikke meget til hverken vej- eller vindstøj. Også affjedringen er relativ behagelig, og mens det ikke er som at køre på en sky, så glider B 180 noget lettere henover de utilgivende brostensbump, som er overalt i Odense, end så mange andre biler, vi har testet henover årene.

Desværre, havde vi bilen i en periode med hårde vinde, og mens den ikke var lige så følsom overfor stærke vindstød som den nyligt testede Suzuki Vitara, så rykkede det alligevel lidt mere i B-klassen, end hvad godt var. Og det kan jo passende lede os hen på den vognbaneassistent, som bilen er udstyret med.

Det er nemlig sådan, at bilen har vognbaneassistent, som så mange andre. Oftest fungerer det sådan, at når bilen registrerer at man kommer for tæt på stregerne i en af vognbanens sider, så laver den et let ryk med rattet, for at få dig tilbage på ret kurs. I Mercedes-Benz B 180 jokker bilen på bremsen, og drejer noget voldsomt til den ene side. Vi endte med at kunne justere det en smule, så det var mere fintfølende, men der er ingen tvivl om, at det er en ubehagelig oplevelse at køre på motorvejen, og lige pludselig miste 10 km/t i hastighed på få sekunder, bare fordi man snitter de hvide streger. Når det så er sagt, så havde vi efterhånden vænnet os til det ved ugens udløb, men er stadig ikke helt overbevist om, at det er måden det skal fungere på.

Når det så er sagt, så er det ellers en behagelig og komfortabel oplevelse at køre Mercedes-Benz B 180.

Mercedes-Benz B 180 bagfra

Brændstofforbrug
Efter de nye WLTP-normer, er den nye Mercedes-Benz B 180 opgivet til at køre 15,6 km/l – det er faktisk ganske pænt, og placerer den derfor i energiklasse A. Hvad der muligvis er endnu bedre, er at vi, henover ugen med B 180, rent faktisk kørte mere end det opgivede. Med et gennemsnitligt forbrug på 16,1 km/l, kørte vi dermed en halv kilometer længere per liter brændstof, end vi var blevet lovet. Det er ikke tit, at man ser det gå den vej.

Vi kørte nok 60% på motorvej, grundet afhentning og aflevering af bilen i København, og vi holder til i Odense. De resterende 40% var fordelt cirka ligeligt mellem landevej- og bykørsel. Kører man oftere bykørsel, vil man sandsynligvis opleve et lavere gennemsnitligt forbrug, men holder man sig til motorvej og landevej, vil forbruget være cirka lig vores, eller højere.

Ved 110 km/t kører Mercedes-Benz B 180 cirka 25 km/l.

Mercedes-Benz B 180 forsæde

Kabinen i Mercedes-Benz B 180

Kabinen
Når du sætter dig ind i kabinen i Mercedes-Benz B 180, vil du for alvor blive overrasket over, at der ikke er noget synligt ekstraudstyr. Det er en lækker og behagelig kabine, med lækre materialer, brune kunstlædersæder, og kontrastsyninger rundt omkring i bilen. Der er brugt bløde materialer alle de steder, hvor man er i berøring med bilen, og hård plast de steder, hvor det giver mening. For eksempel i forsæderyggene, hvor børnene hurtigt kan komme til at placere sine beskidte sko, og også i dørlommerne, som oftest bliver brugt til at holde mad og drikke, og derfor er nemmere at rengøre, hvis der skulle ske et uheld.

Sportssæderne støtter godt op om siderne på dig, og man sidder ganske behageligt – også på længere ture. Desværre, er elektronisk indstilbare sæder ikke en del af den ellers ekstensive standardudstyrsliste, og man skal derfor manuelt indstille sædet. Det kan godt være lidt sværere at ramme præcis den ønskede placering, men det kan jo naturligvis godt lade sig gøre. Det er bare os på redaktionen, der efterhånden er blevet lidt for vante.

På bagsæderne sidder man også ganske behageligt, og som 1 meter og 80 centimeter, har jeg faktisk rigtig godt med plads, når jeg sidder bag “mig selv”.

Opbevaringsplads
Når man sådan lige kigger rundt i kabinen, så ser den måske ikke yderligere praktisk ud. Men der er faktisk en hel del opbevaringsplads. For eksempel er der i midterkonsollen både opbevaring under armlænet, hvor man godt kan få plads til et kamera, eller en flakse vand, et par dåser sodavand, eller lignende, og længere fremme, hvor man både finder to kopholdere, og et opbevaringsrum, som kan dækkes til.

Derudover, er der naturligvis også et ganske rummeligt handskerum, som kan opbevare alt det, som er pokkers rart at have med sig, hvis uheldet en dag skulle være ude – eller måske du bare kan gemme tabletten og slikket væk, når børnene skal sove.

Lommerne i dørene er også relativ store. Især foran er der plads til både en drikkedunk og lidt løs opbevaring, hvor der bagtil, er lidt mindre plads. Men til gengæld kan bagsædepassagererne i stedet benytte de net, som der er på ryggen af forsæderne. I midterkonsollen har bagsæderne i øvrigt et lille udfoldeligt askebærger, som nu til dags vel bruges til opladerstik og høretelefoner. Ved siden af finder man nemlig to USB-C-stik, som bagsædepassagererne kan benytte til at oplade deres diverse devices.

Bagagerum
Bagagerummet i Mercedes-Benz B 180 er en praktisk størrelse – og det virker stort, taget bilens størrelse i betragtning. Og det er da også en af grundene til at B-Klassen altid har været populær hos familierne. Den er nemlig praktisk – og det er den nye generation også.

Udover, at bagagerummet er relativt stort, så er bagagerumsgulvet i samme højde som kanten på bagagerummet, hvilket vil sige, at det er intet problem at få tunge ting ind i bilen. Når man læggerne bagsæderne ned, bliver gulvet helt fladt, hvilket også gør det til en leg, at skubbe længere objekter helt op foran i bilen. Bagsæderne kommer i øvrigt som standard med et 40/20/40 split, hvilket vil sige, at man kan lægge midtersædet ned, og stadig have to passagerer på bagsædet.

Under bagagerumsgulvet er der et lille opbevaringsrum til alt lige fra advarselstrekant til småting. Vi anbefaler naturligvis altid, at advarselstrekanten ligger inde i kabinen (for eksempel under højre passagersæde), så det er nemt og sikkert at komme til den – også hvis man er blevet påkørt bagfra. Problemet med rummet under bagagerumsgulvet er bare, at der ikke er plads til hattehylden – så den må du efterlade, når du tager den af.

Rundt omkring i bagagerummet finder man også kroge, som diverse ting kan spændes fast til, små rum med net for, hvor man kan lægge småting, samt et 12-V stik, til køletasken.

Infotainmentsystem
En af de helt store nyheder for Mercedes-Benz har været den nye infotainmentsystem, der består af en lang skærm der strækker sig fra førersiden og henover midten af konsollen. Det er blevet rost til skyerne, og er da også uendelige længder foran Mercedes’ gamle infotainmentsystem.

Men, vi er ikke helt hooked på det. Og det er der et par årsager til. Det første er placeringen – det er nemlig sådan, at ingen af os på redaktionen, kunne se det, der var yderst til venstre på selve infotainmentskærmen, fordi rattet skyggede for det. Det kommer naturligvis an på din siddeposition, men vi var nødt til at rykke hovedet til venstre for at se udenom rattet. Det er et problem, der kunne have været løst ved at flytte skærmen en centimer eller to længere til højre.

Derudover, så kommer standardudgaven af Mercedes-Benz B 180 ikke med en 10,25 tommers skærm, som instrumentbræt, men en mindre skærm, som fungerer fint, men desværre ser lidt kluntet ud. Det gør den fordi man har den store 10,25 tommers skærm i midten, som jo egentligt visuelt fortsætter helt hen til instrumentbrættet, men desværre er der bare sorte bjælker mellem instrumentbrættet og infotainmentsystemet. Et større instrumentbræt kan tilkøbes, og det ville gøre vidundere for det visuelle indtryk af bilen – men det er jo småting.

Nu har vi fået alt det skuffende af vejen – så er det tid til det gode. For Mercedes-Benz UX, som infotainmentsystemet hedder, fungerer nemlig generelt godt. Man har stadigvæk de fysiske knapper, som man behøver, men al anden funktionalitet ligger i skærmen. Det er relativt stilfuldt og moderne, og kan styres enten som en touchskærm, ved engelsk stemmekomando, eller blot via den touchpad, som er der, hvor gearstangen normalt er i andre biler end Mercedes-Benz biler.

Det spiller bare, og når man lige har vænnet sig til, hvor man skal finde de forskellige ting, så kan det hurtigt føles oldnordisk, når man sætter sig ind i en bil, der før har virket moderne.

Og hvis vi lige skal vende tilbage til USB-C-indgangene på bagsædet. Så er det nemlig sådan, at den nye Mercedes-Benz B 180 ikke kommer med almindelige USB-stik, men i stedet USB-C. Det er et valg, som de sandsynligvis har taget, fordi flere og flere nyere telefoner, tablets og computere, benytter USB-C. Problemet er bare, at det kræver en converter, hvis ikke du har en ny telefon med USB-C-stik. Det kan hurtigt blive dyrt, hvis hele familien skal have sådan nogle convertere, men heldigvis for os var testbilen udstyret med en.

Som nævnt i introduktionen, kan man betale ekstra for Android Auto og Apple CarPlay, og vores vurdering er, at det er spild af penge, da infotainmentsystemet, som kommer som standard, fungerer særdeles udmærket.

Sikkerhed i Mercedes-Benz B 180

Sikkerhedsudstyr
Mercedes-Benz B 180 kommer med en række sikkerhedsudstyr som standard. Det tæller blandt andet bakkamera, i virkelig høj opløsning, hvilket er super cool, aktiv vognbaneassistent (som vi snakkede om tidligere), helt almindelig (altså ikke adaptiv) fartpilot, aktive bremseassistent, LED forlygter, regnsensor, nødopkaldssystem, direkte trafikinformation, parkeringssensorer for- og bag, og mere.

Det meste fungerede fint – måske lige med undtagelse af den skiltegenkendelse, som bilen også er udstyret med. Det var lidt hip som hap, om det virkede. Af og til mente den, at vi måtte køre 50 km/t på motorvejen og 130 km/t på landevejen. Til gengæld, har man muligheden for, ved blot at klikke to gange på en knap, automatisk at sætte fartpiloten til den tilladte hastighed. Så når skiltegenkendelsen virker, så kan det gøre det ualmindeligt nemt at køre Mercedes-Benz B 180.

EuroNCAPs sikkerhedstest
Den nye Mercedes-Benz B-Klasse er endnu ikke blevet testet af EuroNCAP, men vi regner stærkt med, at den score topkarakter. Det gjorde den tidligere generation, da den blev testet tilbage i 2011, og det har samtlige Mercedes-Benz biler, der er blevet testet siden 2014 også gjort.

Vi kan naturligvis ikke garantere en 5-stjernet score, men alt tyder på det.

Konklusion

Alt i alt er vi generelt imponerede over Mercedes-Benz B-Klasse. Sammenlignet med den dyrere og væsentligt ringere oplevelse, som vi for nyligt havde i Mercedes-Benz GLA Final Edition, så byder B 180 på rigtig meget fornuftigt og lækkert udstyr, for, i Mercedes-Benz-regi, ikke ret mange penge.

Nuvel, den har sine mangler, blandt andet en halvlunken skiltegenkendelse, en næsten usikker vognbaneassistent, og lidt spøjs placering af infotainmentskærmen. Men omvendt har den også rigtig meget godt. Det er nogle behagelig sæder, bilen er ganske praktisk, den kører langt på literen, den er komfortabel at køre – også på længere ture, alt sammen til lige under 365.000 kroner.

Hvis man er på udkig efter en Mercedes, så er B-Klassen et rigtig godt bud. Og hvis man bare er på udkig efter en familievogn, med et godt anlæg, det nyeste teknik, og ordentligt med plads, så får man faktisk også ret meget for pengene med B 180.

Og endelig, så er vi jo overraskede over, at man kan køre i en Mercedes-Benz uden nævneværdigt ekstraudstyr, og reelt set være imponeret. Så der er tommel op til Mercedes-Benz i denne omgang.

Joachim Skovgaard

Lån nemt penge til udbetalingen på en bil

Previous article

Nyhed: Ny BMW 1-serie – Se den her!

Next article

2 Comments

  1. […] og komfortDa vi hentede BMW’en, havde vi netop afleveret Mercedes-Benz B 180, fem kilometer længere nede af vejen. Og når det kommer til kørselsoplevelse, er forskellen som […]

  2. […] som vi testede, er udstyret med det nyeste Mercedes-Benz infotainmentsystem, som også sidder i den nye Mercedes-Benz B-klasse. Desværre, er det ikke en gennemgående skærm, som vi havde håbet, men derimod digital […]

Skriv et svar

Popular Posts

Login/Sign up
%d bloggers like this: