Biltest

Test: Renault Clio R.S. Line 2019

0

Renault Clio TCe 130 EDC R.S. Line 2019

Renault Clio er en flot bil, der kører overraskende godt, og som er fornuftigt prissat. Desværre halter den efter på interiørdesign, komfort og teknik. Vi anbefaler, at man undlader at købe R.S. Line-udgaven, og i stedet holder sig til Zen eller Intense og bruger de sparede penge på ekstraudstyr eller lignende.

Fordele
  • Lav pris
  • Fornuftigt udvalg af standardudstyr
  • Flot design
  • Udmærkede køreegenskaber
  • Stort bagagerum
Ulemper
  • Trang plads i kabinen
  • Halvhjertede forsøg på infotainmentsystem og digitalt instrumentbræt
  • Ikke synderlig høj komfort

Renault Clio har i mange år været en topsællert i Danmark; det skyldes blandt andet det flotte design, den gode pris og det fornuftige udstyr. Faktisk var den populære franskmand den allerførste bil, som vi testede her på Bilbloggen. Nu er der kommet en helt ny generation, og det er derfor tid til endnu en test af Renault Clio.

De færreste er klar over, at der er kommet en ny Renault Clio, og det skyldes simpelthen, at den nye generation har mere eller mindre det samme udseende, som den udgående generation. Det er egentligt ret usædvanligt, da en modelopdatering som regel også betyder en opdatering på designet. Men lige ved Renault Clio giver det måske udmærket mening; for hvorfor skal man dog ændre på noget, der virker?

Bilens design har uden tvivl spillet en stor faktor i de høje salgstal, hvorfor det giver god mening at fortsætte med samme udseende så længe det sælger. Til gengæld er alt andet nyt – bilen har fået nyt infotainmentsystem, nyt digitalt instrumentbræt, nye detaljer i kabinen, en række forbedrede og nye motorer og en række andre tekniske ting.

Læs med i vores Renault Clio anmeldelse her på siden, for at blive klogere på alt fra priser og udstyr til motorvarianter, kørekomfort og bagagerumsplads. Hvis du hellere vil se en video, end at læse en anmeldelse, så kan du se med, når min kollega Mads giver sit syn på den nye Renault Clio i videoen nedenfor.

Hvad koster Renault Clio?

Inden vi for alvor kommer i gang med vores Renault Clio anmeldelse, vil vi starte ud med at tage et kig på, hvad sådan en lille fransk bil koster.

Den nye Renault Clio kan købes i tre forskellige varianter; Zen, Intens og R.S. Line. Hver især byder de på lidt mere udstyr end en foregående, og helt generelt har Renault Clio et fornuftigt standardudstyrsniveau allerede fra den billigste variant; Zen.

De tre udstyrsvarianter kan kombineres på lidt forskellige måder med de 4 motorer i Renault Clios motorprogram. Der er tale om to benzinmotorer (TCe) med henholdsvis 100 hestekræfter og 130 hestekræfter, samt to dieselmotorer (dCi) med henholdsvis 85 hestekræfter og 115 hestekræfter.

Jeg har sammensat en lille tabel, der viser de forskellige muligheder for sammensætning af motorer og udstyrsvarianter i den nye Renault Clio, som det ser ud lige nu:

ModelZenIntensR.S. Line
TCe 100 hk153.900 kroner166.900 kroner176.900 kroner
TCe 130 hk EDCKan ikke kombineres198.900 kroner208.900 kroner
dCi 85 hk161.400 kroner173.900 kronerKan ikke kombineres
dCi 115 hkKan ikke kombineres183.900 kroner193.900 kroner

Dertil kan du løbende kontakte din lokale Renault forhandler, hvis du er interesseret i at købe en Renault Clio som lagerbil. Det kan være særdeles fordelagtigt for dig som køber, da der kan være mange tusinde kroner at spare.

De forskellige udstyrsvarianter af Renault Clio kommer med forskelligt standardudstyr, og allerede fra indgangsvarianten kan man få en fornuftig bil til ikke ret mange penge. Nedenstående lister viser udvalgt standardudstyr i de forskellige udstyrsvarianter:

ZenIntensR.S. Line
Aktiv nødbremse med fodgænger- og cyklistregistrering7-tommers digitalt instrumentbrætSportsforsæder
VognbaneassistentParkeringssensor bagSportslige designdetaljer
Automatisk nødopkaldAutomatisk fjernlysHækspoiler
FartpilotLED tågelygter17-tommers alufælge
LED forlygterVarme i rattet 
Elektronisk indstilbare sidespejle med varmeHåndfri betjening 
AirconditionRegnsensor 
Varme i forsæderNavigation 
7-tommers infotainmentskærm med Apple CarPlay, DAB+ og Bluetooth  

Dertil kan man naturligvis købe en række ekstraudstyr, som eksempelvis en BOSE Sond Pakke, en parkeringspakke med bakkamera og parkeringssensor foran, en premiumpakke med større skærm og 360-graders kamera, en førerassistentpakke med adaptiv fartpilot og meget mere.

Testbilen, som denne Renault Clio test er baseret på, er en R.S. Line med en 130 hestekræfters benzinmotor og automatgear til en fra-pris på 208.900 kroner. Dertil kommer diverse ekstraudstyr, som eksempelvis en Premiumpakke og en BOSE Sound Pakke.

Nu har vi vist snakket rigeligt om Renault Clio priser og udstyr, så hvis du vil vide mere, må du tage en snak med din lokale Renault forhandler eller besøge Renault.dk.

Hvordan kører Renault Clio?

Ydeevne

Som sagt er testbilen udstyret med en 130 hestekræfters benzinmotor med automatgear – det lyder ikke nødvendigvis af meget, men til en forholdsvis lille bil som denne, er det mere end rigeligt for langt de fleste mennesker.

Faktisk blev jeg i et øjeblik i tvivl om, hvorvidt jeg havde læst forkert, og at det rent faktisk var en bil med en mere sportslig motor end jeg først troede. Jeg plejer tit at skrive, at der ikke er tale om en racerbil, når jeg anmelder almindelige biler som denne, men med Renault Clio blev jeg et øjeblik i tvivl, for der er faktisk noget skub i benzinmotoren med 130 hestekræfter.

Officielt er den opgivet til at kunne accelerere fra 0-100 km/t på 9 sekunder. Det er jo ikke alverdens, men det er faktisk pænt for en lille ”almindelig” bil som denne. Og den reelle accelerationstid er i bund og grund ligegyldig, så længe det føles sjovt og hurtigt, når man trykker på speederen.

Vælger du samme motor, vil du ikke føle, at du mangler motorkraft i hverdagen. Overhalinger foregår uden stort besvær både på landevej og ved motorvejshastigheder, ligesom det sjældent vil være et problem at nå 130 km/t ned af motorvejsrampen.

Vælger du den mindste benzinmotor eller den største dieselmotor vil oplevelsen sandsynligvis være nogenlunde den samme, mens vi ikke umiddelbart kan forestille os, at den mindste dieselmotor vil give mening for særlig mange mennesker.

Kørsel og komfort

Ligesom med ydeevnen blev jeg positivt overrasket over køreoplevelsen i Renault Clio; den var nemlig overraskende frisk i byen og på landeveje med sving. Underligt nok er der altså lagt op til et par sjove køreture, hvis man køber Renault Clio R.S. Line med den største benzinmotor.

Hvis man derimod hælder mere til en komfortabel køreoplevelse, er det ikke sikkert, at man vil blive synderlig positivt overrasket, når man kører i den nye Renault Clio. Jovist, den er ikke ubehagelig at køre i, men den brillerer heller ikke på komforten.

Der er en del af vind- og vejstøj i kabinen, ligesom affjedringen kunne være bedre. Det er ikke fordi Renault Clio er meget værre end nogle af de andre biler i samme klasse, men den er i hvert fald heller ikke bedre, når vi måler på kørekomfort.

Man bliver dog holdt godt på plads af de store sportssæder (i R.S. Line), som sikrer ekstra sidestøtte. For den rigtige kropstype kan det være ganske behageligt, mens andre (typisk de bredskuldrede) vil synes, at kan det kan være lidt trængt at sidde i en Renault Clio R.S. Line.

Brændstofforbrug

En Renault Clio TCe 130 EDC er opgivet til at kunne køre 17,5 km/l – hvilket er lige i underkanten af, hvad man ellers ser fra nye benzinmotorer i lignende størrelser hos andre bilproducenter. Men det er heller ikke helt forfærdeligt.

Der er dog heldigvis ikke grund til bekymring, for i modsætning til praktisk talt enhver anden bil på markedet lige nu, kører Renault Clio TCe 130 EDC længere på literen end den er opgivet til. I løbet af testugen opnåede vi nemlig et forbrug på 19,2 km/l – altså 1,7 km/l mere end den angiveligt skulle kunne køre.

Hvorvidt du kan opnå det samme, afhænger naturligvis af dit kørselsmønster. Jo mere bykørsel du kører, jo mere brændstof vil du typisk forbruge. Ligesom flere hurtige accelerationer og des lige også vil forringe brændstofforbruget.

Ovenstående er opnået ved en kørselsfordeling, der cirka lyder:

Bykørsel40 procent
Landevejskørsel40 procent
Motorvejskørsel20 procent

Kabinen i Renault Clio

Som sagt er testbilen en Renault Clio R.S. Line, hvilket betyder, at den har en masse sportslige detaljer. I dette tilfælde er sportslige detaljer lig med masser af sort interiørbeklædning, store sportssæder og røde kontrastsyninger.

Personligt er jeg ikke særlig stor fan af interiøret i denne Renault Clio. På en eller anden måde bliver det for voldsomt og for mørkt, hvilket ikke bidrager positivt til følelsen af plads og rummelighed i en i forvejen ikke alt for stor kabine.

Når det så er sagt, så er det en kabine, der har alt det, som du skal bruge, og som gør brug af en række lækre og bløde materialer. Der er dog fortsat op til flere interiørdele, der er udført i hård plastik, samt enkelte samlinger, der får bilen til at virke en anelse billig – hvilket den jo i øvrigt også er, så måske det giver god mening.

Kabineplads

Som sagt er testbilen præget af de her store sportssæder, som virkelig støtter op om føreren og passageren på forsædet. Men de æder også bare en hel masse plads, som jeg kan forestille mig, at de ”almindelige” sæder til Renault Clio ikke gør.

Det betyder både at forsædepassagererne har lidt mindre plads at boltre sig på, og det betyder især, at bagsædepassagererne ikke skal være alt for høje. Jeg måler selv 1 meter og 80 centimeter i højden, og jeg kan kun lige akkurat sidde bag mig selv, uden at støde mine knæ på forsædet foran mig.

Eftersom bilen ikke er meget bred, skal man ikke gøre sig store forhåbninger om at samle 3 personer på bagsædet i længere tid ad gangen – det gælder sådan set både for bøn og voksne. Det er dog ikke anderledes end praktisk talt enhver anden bilen i klassen.

Til gengæld er der okay med plads til hovedet, selvom det naturligvis ikke er en høj bil.

Opbevaringsplads

Når det kommer til opbevaringsplads, er Renault Clio fornuftigt stillet. Den har to kopholdere i midterkonsollen, som er placeret sådan, at kopperne ikke står i vejen for eksempelvis gearstangen eller en touchskærm (hvilket ellers efterhånden er tilfældet i mange biler).

Dertil finder man et lille opbevaringsrum under midterarmlænet, som kan rumme en flaske vand på en halv liter plus det løse. Kigger man i dørlommerne vil man også se, at der er plads til en flaske af samme størrelse – både for og bag – samt andre småting.

Handskerummet er ikke synderligt stort, men man kan foran gearstanden lægge nøgler, mønter eller sin telefon, samt gøre brug af de 2 USB-stik eller AUX-indgangen.

På bagsædet er der også en lille lomme i ryggen af begge forsæder, som kan bruges til opbevaring af vejkort, en tablet, en bærbar eller lignende. De er forholdsvis stramme, så man kommer altså ikke til at proppe dem med alt muligt.

Bagagerum

Bagagerummet i Renault Clio rummer 391 liter, hvilket er blandt de absolut største i klassen. Det betyder altså, at du – rent rummelighedsmæssigt – ikke får et meget bedre bagagerum i en bil i samme størrelse som den nye Renault Clio.

Den eneste ulempe, hvilket ikke er usædvanligt for biler i denne størrelse, er at bagagerumsgulvet ligger et godt stykke under bagagerumskanten. Det betyder, at det kan være en udfordring for ryggen, hvis man skal have tunge ting ind og ud af bagagerummet.

Ligeledes får man heller ikke et fladt gulv, når man lægger bagsæderne ned, hvilket kan gøre det sværere at læsse bilen, da man ikke bare kan skubbe tingene frem til forsæderne. Igen er det dog rimelig normalt for biler som Renault Clio, og det er altså præmissen, når man køber en bil i denne størrelse.

Udover pladsen byder Renault Clios bagagerum ikke på et væld af andre spændende funktioner og features. Det er vitterligt bare et bagagerum, og det rummer en masse.

Infotainmentsystem

Som du måske har bemærket, er Renault Clio udstyret med en lodret infotainmentskærm i modsætning til langt de fleste biler, som har en horisontal skærm. Det gør som sådan ikke noget, og fungerer faktisk ganske udmærket.

Systemet er blevet opgraderet i forbindelse med modelopdateringen, og det virker egentligt fint. Man opkobler nemt sin telefon til Bluetooth og betjeningen og designet af systemet er generelt brugervenligt. Har man en iPhone, kan jeg dog kun anbefale, at man bruger Apple CarPlay. Det fungerer bare bedre end de fleste infotainmentsystemer, og samtidig byder det på en lang række ekstra funktioner, ligesom det også bliver udviklet og opdateret løbende.

En af ulemperne ved infotainmentsystemet er, at de har flyttet volume-justeringen op på skærmen som en touch-knap. Det er drønærgerligt, da det virkelig er en af de ting, der fungerer bedre som en fysisk drejeknap. Men det er nu engang den vej trenden går – desværre. Man kan dog fortsat justerer lydniveauet via rattet, hvorfor det primært vil være et problem for passageren.

Renault Clio kan også købes med et delvist digitalt instrumentbræt. Det fungerer sådan set fint, men designet er ikke helt vellykket. I stedet for bare at gøre hele instrumentbrættet digitalt, har man valgt at beholde analoge instrumenter til at vise olietemperatur og benzinniveau – og det ser bare ikke super skarpt ud.

Men det fungerer, og er forholdsvist nemt at betjene, hvilket trods alt må være det vigtigste.

Sikkerhed i Renault Clio

Renault Clio er egentligt fornuftigt udstyret, når det kommer til sikkerhedsudstyr, taget prisen i betragtning. Allerede fra den billigste udstyrsvariant, får man eksempelvis:

  • Aktivt nødbremsesystem med registrering af fodgængere og cyklister
  • Skiltegenkendelse
  • Advarsel ved for høj fart
  • Advarsel om utilsigtet vognbaneskift
  • Vognbaneassistent
  • Automatisk nødopkald i tilfælde af ulykke
  • LED forlygter

Og køber man en den mellemste udstyrsvariant får man også:

  • Regnsensor
  • LED-tågelygter
  • Automatisk fjernlys
  • Parkeringssensor bag

Til gengæld skal man tilkøbe adaptiv fartpilot, trafikassistent, advarsel ved biler i den blinde vinkel, bakkamera, parkeringssensor foran og 360-graders kamera.

Ovenstående systemer fungerer i de fleste tilfælde, men er ikke lige så velfungerende som i eksempelvis en KIA.

EuroNCAP

Ligesom med langt de fleste andre biler til salg i Danmark, er Renault Clio naturligvis også blevet sikkerhedstestet af EuroNCAP.

EuroNCAP er det europæiske institut for sikkerhedstest af personbiler til salg i Europa. De vurderer hver bil på en skala fra 0 til 5 stjerner, hvor 5 er det bedste. Dertil giver de også bilerne en procentscore i 4 væsentlige underkategorier, så det er nemmere at se, hvor bilen klarer sig godt, og hvor der er plads til forbedring.

Nedenstående tabel viser, hvordan Renault Clio har klaret sig i EuroNCAP-testen:

Resultater fra Renault Clio sikkerhedstest
Beskyttelse af voksne i bilen96 procent
Beskyttelse af børn i bilen89 procent
Beskyttelse af bløde trafikanter72 procent
Brug af assisterende sikkerhedssystemer75 procent
Samlet score5 ud af 5 stjerner

Du kan selv læse mere om testens resultater på EuroNCAP.com.

Konklusion

Renault Clio hører til en klasse af biler, der sjældent efterlader et varigt indtryk på de, som kører i dem. Det skyldes ikke, at der er tale om dårlige biler, men blot, at det er biler, der gerne skal være billige og praktiske. Det betyder, at der ikke altid er plads til at fokusere på høj komfort, masser af veludviklet teknisk udstyr og så videre.

Og Renault Clio er ingen undtagelse. For komforten er ikke i top og teknologien halter lidt efter. Men det er okay og fuldt ud forventeligt, når man tager højde for, at den kun koster lige omkring 150.000 kroner for en veludstyret indgangsvariant. Der er altså lagt op til en bil, som meget vel kan fortsætte med at være en lige så stor salgssucces som den gamle Renault Clio.

Opgraderer man til den store benzinmotor får man ovenikøbet en performance, der kan bringe et smil på læben, hvilket ellers ikke er normalt for disse biler. Og så kan man naturligvis nyde godt af et overraskende fornuftigt brændstofforbrug på lige knap 20 km/l, hvilket absolut er værd at tage med.

Til gengæld vil jeg ikke anbefale, at man bruger penge på R.S. Line udgaven. Langt det meste udstyr, der følger med denne, er kosmetisk, og det gør i min verden ikke noget godt for interiøret i bilen. Så hold dig til Renault Clio Intense og spar penge på dit bilkøb.

Joachim Skovgaard
Indehaver og stifter af Bilbloggen.dk. Startede med at skrive om biler tilbage i sommeren 2016, og studerer i dag på SDU i Kolding. Har siden november 2019 været ansat som studentermedhjælper i Nic. Christiansen Gruppens online-afdeling. En virksomhed, der importerer og sælger en række bilmærker. Indholdet på Bilbloggen.dk er dog uanfægtet af denne ansættelse, og er fortsat udelukkende et udtryk for mine egne holdninger.

Test: KIA XCeed PHEV Upgrade 2020

Previous article

Test: Porsche Taycan Turbo S 2020

Next article

Comments

Leave a Reply

Popular Posts

Login/Sign up
%d bloggers like this: