Nyheder

Nyhed: Danske priser på 2017 Ford Fiesta

0

Første weekend i september kan du opleve den helt nye Ford Fiesta hos de danske Ford forhandlere. Den populære minibil har fået en ordentligt overhaling, og bliver blandt andet tilgængelig i, de efterhånden velkendte, varianter: Trend, Titanium, ST-Line og Vignale. Derudover vil der i foråret 2018 også komme højbenet udgave i form af Fiesta Active, samt en ST-version med 200 hestekræfter, som blandt andet skal tage kampen op mod den kommende Toyota Yaris GRMN. Lige nu må vi dog “nøjes” med de første fire varianter.

Som det er normen hos Ford, så er Trend basismodellen. Den kan fås i tre udgaver, to gange 1,1-liters benzinmotorer, med henholdsvis 70 (3-dørs) og 85 (5-dørs) hestekræfter, eller med en 1,5-liters TDCi dieselmotor med 85 hestekræfter, som er opgivet til at kunne køre 29,4 km/l. Her får du blandt andet vejbaneassistent, opvarmede sidespejle, aircondition og stop/start-funktion til en pris af 129.990 kroner hvis du kan klare dig med den mindste motor. Skal du i stedet op i en 5-dørs benzin, må du slippe 144.990 kroner, og hvis der skal fyldes diesel i tanken, så står der 179.990 kroner på prisskiltet.

Bevæger man sig op til Fiesta Titanium, får man udover Trend-udstyret, blandt andet også 16-tommers alufælge, tågeforlygter, LED-lygter, læder rundt omkring i kabinen, og en 6,5-tommers touch-skærm. Derudover kan Ford Fiesta Titanium udelukkende fås med 5 døre. Motormæssigt starter Titanium-varianten ud med den samme 1,1-liters benzinmotor med 85 hestekræfter som også Trend-varianten kommer med. Derudover kan Titanium også fås med en 1,0-liters benzinmotor med enten 100 eller 125 hestekræfter. Prisen på den mindste motor er 159.370 kroner, skal bilen i stedet udstyres med lidt flere hestekræfter under motorhjelmen, skal man slipper 169.370 kroner (1,0-liters EcoBoost, 100 hk) eller 179.370 kroner (1,0-liters EcoBoost, 125 hk).

Indlægget fortsætter under billederne.

Næste trin er Ford Fiesta ST-Line, som Ford selv kalder modelprogrammets “visuelt frække indslag“. Selvom motorerne ikke er meget større end hos Titanium, så har den fået lov til at få et lidt sporty look, med sænket sportsundervogn, skørter, 17-tommers alufælge, sportssæder, sportspedaler. I virkeligheden har Ford givet bilen et sporty look alle de steder det har været muligt, uden reelt set at ændre på bilens performance. Endnu en gang starter udstyrsvarianten med 1,1-liters benzinmotoren med 85 hestekræfter til en pris af 164.990 kroner. Hvis man vil have lidt mere ydelse, kan man få en 1,0-liters benzin EcoBoost med 125 hestekræfter til 184.990 kroner eller en 1,0-liters benzin EcoBoost med 140 hestekræfter til 189.990 kroner. Det er værd at lægge mærke til at hvis man er på udkig efter en lille bil, med god ydelse og sporty look, uden at ville tømme tegnebogen helt, så får man 15 hestekræfter for blot 5.000 kroner mere her – det er ikke tit at man kan få lov til at nøjes med at betale 333 kroner per hestekræft.

Indlægget fortsætter under billederne.

Sidst i rækken, på nuværende tidspunkt, kommer Fiesta Vignale. Som vi kender det fra andre Ford-biler, så er det mærkets mere luksuriøse variant. Den adskiller sig fra de tidligere modeller med blandt andet 17-tommers alufælge, automatisk klimaanlæg, fartpilot, syv højtalere, 8-tommers touchskærm, sæder med delvist læderbetræk og sædevarme, og el-ruder både for og bag. Motormæssigt skal man ikke tage stilling til noget, i og med at den nye Fiesta Vignale udelukkende kommer med en 1,0-liters benzin EcoBoost motor med 140 hestekræfter. Den samme som fås i Fiesta ST-line. Prisen for lidt eksklusivitet og en kraftig motor er 204.990 kroner – hvilket altså er den dyreste variant af den nye generation Ford Fiesta – i hvert fald indtil ST-varianten kommer til Danmark næste år.

Indlægget fortsætter under billederne.

Derudover er den nye Fiesta den første af Fords biler der kan fås med et B&O PLAY-anlæg. For at fejre dette vil de hurtige (bilen kommer kun i 200 eksemplarer) kunne få en Ford Fiesta B&O PLAY Edition, som egentligt er en Titanium med lidt ekstra udstyr, samt en par B&O Play H7-høretelefoner. Motoren en 1,0-liters benzin EcoBoost med 100 hestekræfter, og prisen bliver 174.790 kroner.

Sikkerhedsmæssigt vil der være diverse systemer som trafikskiltegenkendelse, blind-vinkelsdetektor, automatisk nødbremse, adaptiv fartpilot, m.m. tilgængeligt som ekstraudstyr.

Fiesta Active og Fiesta ST, som er sat til lancering i 2018 ved vi endnu ikke så meget om, udover deres udseende. Individuelle indlæg vil blive skrevet om disse når vi ved mere.

Kilde: Hele vejen rundt om ny Ford Fiesta

Joachim Skovgaard

Nyhed: KIA Stonic er endnu en kompakt SUV til SUV-folket

Previous article

Nyhed: 2018 BMW X3 – Se den her!

Next article

Comments

Skriv et svar

Popular Posts

Login/Sign up
%d bloggers like this: